Rosa ribbet for 100.000
Musik- og elektroniktyve bruger sommerferien til at hærge skoler og institutioner
Flyttekasserne er i øjeblikket stablet op hos Rosa Dagskole, der lige før sommerferien flyttede til nye lokaler på Kildegården. Nu har der været uindbudte gæster i alle kasserne.
- Vi har haft tyve på besøg, der har givet sig tid til at rode alle 140 kasser igennem, siger skoleleder Stig Nielsen fra Rosa.
- De er løbet med alt af værdi. Det er vores musikinstrumenter, elektronik og selv en kasse vin.
- Man kan se, at de har givet sig virkelig god tid til at gennemgå alle kasserne, for de har siddet og drukket nogle af vores sodavand.
- Nu skal vi i gang med at erstatte det hele, så vi kan være klar til dagskolen, når sommerferien er overstået.
Rosa er flyttet til Kildegården fra Gråbrødre Skole. Det er Roskilde Kommune, der har krævet rokaden. Da Rosa flyttede ind efter den plan som kommunen havde givet dem, var håndværkene ikke færdige. Derfor stod alt inventaret stadig i flyttekasserne.
Flere tyverier
Rosa er ikke den eneste skole eller institution, der har haft besøg af tyve inden i den seneste tid. Politiet har fået anmeldelser fra Spirebakken på Lysalleen i Trekroner, Trekronerskolen, SFO Ejboparken og Kristofferskolen.
- Vi kan ikke udelukke, at det er de samme tyve, der har været på spil alle stederne, siger Carsten Andersen fra Midt- og Vestsjællands Politi.
- Nu arbejder vi videre med de spor vi har i sagen.
Et af de spor er en sort Audi A4, der er fundet efterladt i Æblehaven. En politipatrulje så kort inden bilen forlade området ved SFO Ejboparken. I bilen var der nogle af de stjålne ting fra SFO'en. Vidner har også fortalt politiet, at der var en sort Opel Tigra på stedet og at der var flere personer i den.
jp@roskildeavis.dk