Orange Haller består i to år
Det store salg på FredericiaC om-fatter De Orange Haller. Men hallerne overlever lidt endnu
Da det for knap tre uger siden blev offentliggjort, at FredericiaC havde solgt et større område vest for Gl.Havn, gibbede det i nogle af brugerne i De Orange Haller.
Hallerne ligger nemlig i det solgte område. Og de indgår ikke i de langsigtede planer for arealet.
“Men hallerne får i første omgang lov at blive stående i to år,” siger fungerende borgmester Ole Steen Hansen (S).
Hallerne, der benyttes til boldspil, rulleskøjteløb, skateboard-konkurrencer og meget andet, er en oase for de ikke-organiserede sports- og fritidsaktiviteter.
Men hallerne tilhører FredericiaC, og nu er jorden solgt til udvikling af den nye bydel.
“Det er stadig ret nyt, men hallerne indgår først i byggeprojektets tredje etape. Og i mellemtiden kan de blive liggende og fortsætte med at blive brugt som i dag,” siger Ole Steen Hansen.
Kommunen er allerede på jagt efter et nyt sted til de, der i dag bruger De Orange Haller.
“Og vi har faktisk flere muligheder - for eksempel Vattenfalls haller på nordsiden af Oldenborggade et lille stykke vej derfra. Vi har også andre tanker på bordet, men det er stadig for tidligt at sige noget om, hvad det ender med,” siger Ole Steen Hansen.