Afslag er sørgeligt og frækt
Tina Andersen er vred over kommunens støtteafslag
I sidste uge afslørede vi, at Odense Kommune har givet Børn, Unge & Sorg (BUS) afslag på driftsstøtte til afdelingen i Odense, selv om en analyse viser, at BUS' arbejde sparer kommunen for mere end de 200.000 kroner, den har afslået at støtte med årligt.
Den historie er faldet Tina Andersen, som sammen med husbond Jan Mathiasen har startet Team Giv Håb, for brystet.
"Jeg synes, det er sørgeligt og frækt. Når BUS ved at hjælpe børnene her i kommunen på den lange bane sparer kommunen for mange penge, så er det sgu frækt, at man lader stå til og tænker, at de bare klarer udgifterne. Det er altså håndører, vi snakker om, så det gør mig gal. Det er sørgeligt, at de ikke tænker mere langsigtet," lyder svadaen fra Tina Andersen, der til daglige er afdelingsleder hos Integrationsnet i Ejlskovgade.
Du bor selv i Odense Kommune og ved, at økonomien er presset. Er det ikke fair, at man prioriterer sine penge til andre ting?
"Selvfølgelig skal de prioritere midlerne, men jeg synes, det er langt ude at lade de svageste børn og unge i stikken, hvilket man i min optik allerede lidt gør i med besparelser på dagtilbud og skoler. På den lange bane tror jeg helt ærligt, at det kommer til at koste kommunen kassen, hvis de udsatte børn og unge ikke får hjælp. Så bliver det først rigtig dyrt," bedyrer hun.
Har selv mistet
Tina Andersen har gennem sit mangeårige arbejde med Team Giv Håb oplevet et utal af eksempler på, hvordan BUS' arbejde har hjulpet unge mennesker tilbage til en tilværelse med fremtidsperspektiv.
Men hun har også selv oplevet, hvordan sorg kan være altødelæggende. Hun mistede nemlig sin mor som 15-årig.
"Jeg ved, hvordan det er at miste, og hvor vigtigt det er at få hjælp. Derfor var det også oplagt, at vi skulle støtte BUS, da vi stablede cykelholdet på benene. Ikke mindst fordi vi fandt ud af, at pengene er små i den organisation. Det gav sig selv, at vi skulle hjælpe.”
Afvisningen kan betyde, at Odense-afdelingen må nedlægge tilbud eller gøre den allerede store venteliste længere.
Det håber Tina Andersen ikke vil ske.
"Jeg kender til flere børn her i Odense, der har oplevet rigtig lange ventelister, og det har til sidst fået dem til at opgive. Det er virkelig ærgerligt. Vi taber dem simpelthen på gulvet. Det kan vi ikke være bekendt."
I sidste uge lovede Tim Vermund (S) og Ulla Chambless (EL) fra beskæftigelses- og socialudvalget, at de efter sommerferien vil tage sagen op og se, om der kan findes en måde, hvorpå BUS kan få hjælp fra kommunen.