Fortsæt til indhold

Sporarbejde er blevet forsinket

Banedanmark melder om forsinkelser i første fase af sommerens store renoveringsarbejde på togstrækningen mellem Køge og Åmarken

Arkiv
Martin Rasmussen

Strækningen mellem Hundige og Åmarken skulle være åbnet for togtrafik onsdag morgen i denne uge som afslutning på første fase af det omfattende fornyelsesarbejde på Køge Bugt-banen, som Banedanmark er i gang med. Arbejdet er imidlertid blevet forsinket, så pendlerne fra Køge må indtil videre forberede sig på, at S-togene fortsat vil være erstattet af togbusser mellem Køge, Hundige og Åmarken.
Arbejdet på strækningen er forsinket, da der har været problemer med at nå og afprøve tilkoblingen af S-banens sikkerhedssystem, HKT, der overvåger S-togene, meddeler Banedanmark.
”Vi kan desværre ikke køre tog fra onsdag morgen på strækningen mellem Hundige og Åmarken, fordi det ikke er muligt at nå at tilkoble og efterfølgende afprøve HKT-systemet, som er det system, der overvåger S-togene. Derfor ville det være sikkerhedsmæssigt uforsvarligt at åbne for togtrafik, hvorfor åbningen af strækningen er udskudt,” siger Tom Møller Rasmussen, projektchef i Banedanmark, i en pressemeddelelse.
”Når vi arbejder i døgndrift er vi ekstra sårbare over for udfordringer i tidsplanen. Vi har været udfordret af vejrlig, hvorfor vi har indkaldt ekstra mandskab. Vi har arbejdet intensivt for at indhente den tabte tid, men vi kan alligevel konstatere, at vi desværre bliver lidt forsinkede i forhold til at åbne sporet planmæssigt. Jeg vil gerne beklage over for passagererne og naboerne for de ekstra gener, forsinkelsen medfører,” siger han.
Der var desværre ingen meldinger om forsinkelsens omfang inden avisens deadline.
I perioden frem til den 28. august fortsætter Banedanmark sporarbejdet mellem Køge og Hundige, og der er endnu ingen meldinger om forsinkelser i forhold til den slutdato. Også i denne periode indsættes togbusser. Der bliver tre forskellige ruter, og ifølge DSB vil rejsetiden i gennemsnit blive 16 minutter længere end med tog.