Sandstrand på torvet i Hedensted
Af Jacob Hove
Vejret har ikke rigtigt været til det, men om ikke andet er der på torvet i Hedensted mulighed for at komme en tur på stranden. Her er nemlig etableret en stor sandkasse, hvor børn og barnlige sjæle kan boltre sig hele sommeren. Rundt om sandkassen er der siddepladser fremstillet af træpaller, der står blomsterkummer, og skulle man få lyst til at snuppe sig en lur, er der også mulighed for det i to hængekøjer. Det er Hedensted Kommune, der efter aftale med den lokale handelsstandsforening, har taget initiativ til etableringen af sandkassen, der vil blive på torvet foreløbig til og med uge 32.