Fortsæt til indhold

Brandærgerligt

I 2012 modtog Fangel Jagtforening prestigefyldt naturpris. Formand håber ikke, at kæmpegrusgrav skader naturen

Arkiv
Emil Hermann

Georg Jensen, kredsformand i Danmarks Jægerforbund på Fyn, er ked af, hvis de flotte naturforhold i Fangel risikerer at blive ødelagt af en kæmpe grusgrav.
“Som jæger og naturmenneske kan jeg ikke få nok af skov, søer og dyr. Derfor ville jeg aldrig lade gravemaskiner udvinde grus i sådan et område,“ siger kredsformanden på Fyn.
Han var selv med på sidelinjen, da Fangel Jagtforening i 2012 fik en prestigefyldt naturpris, der findes blandt alle otte jagtkredse i hele landet, fordi de gør en stor indsats for at passe på naturen og dyrene.
“De fik prisen for et rigtig godt projekt, så det er jo brandærgerligt, hvis det kæmpemæssige arbejde bliver spildt,” erkender Georg Jensen.
Selvom naturen altid skal have førsteprioritet, er der dog også et 'men' i Georgs Jensens naturhjerte i den her sag.
“Vi vil også gerne have bygget nye sygehuse, veje og andre bygninger, så jeg kan også godt forstå, at regionen skal udvinde råstoffer på Fyn,“ siger han.

DNF: De får bedre natur

Danmark Naturfredningsforening i Odense er overbevist om, at dyrene og planterne i Fangel kun får bedre forhold af, at der anlægges en grusgrav i en periode.
Sådan lyder det i hvert fald fra Kurt Due Johansen, formand i lokalafdelingen.
“Jeg forstår godt beboerne. Det må da være skideirriterende med al den støj og støv, der vil komme. Men i forhold til naturen ved vi, at de grusgrave, som er ved Tarup-Davinde i Odense SØ, er noget af det bedste natur, vi har på Fyn. Der er kommet en masse sjældne dyr og planter til, da grusgravene blev forladt,” siger Kurt Due Johansen og uddyber:
“Det skyldes, at der opstår en masse søer de steder, hvor entreprenører har gravet efter grus. Og så opstår der skranter, som er meget stejle og bliver til overdrev, der er en sjælden naturtype i landskabet i Danmark.”

Været ude i Fangel

Kurt Due Johansen har selv været ude på de grønne områder i Fangel for at få en fornemmelse af konsekvenserne ved en grusgrav.
“Jeg forstår godt de lokale, som skal have deres hverdag til at fungere med støj, lastbiler og støv, er frustreret. Men for naturen er det vores klare overbevisning, at den bliver bedre,“ fastslår lokalformanden.
Ifølge ham vil fredskov og beskyttede søer blive genoprettet, så naturen ikke tager skade.
“Entreprenøren skal plante dobbelt så mange træer, som han fælder. I forhold til søerne vil der opstå nye. Derudover skal graveren konstruere de små søer, der ikke genopstår, så frøer og tudser igen får optimale forhold.”

Fakta om Grusgrav i Fangel

Region Syddanmark vil på et landbrugs- og skovareal i Fangel i Odense S opføre en grusgrav på størrelse med cirka 66 fodboldbaner.
Grusgrav-forslaget er en del af 'Råstofplan 2016', der er et politisk forslag fremlagt af Regionsrådet. Projektet har til hensigt at sikre en god beholdning af grus, sand og sten til fremtidige byggerier i regionen, så råstofferne ikke skal transporteres langvejsfra.
Især på Fyn er forsyningen af grus dårlig - og derfor er det ifølge politikerne nødvendigt med en ny grusgrav, da Nyt OUH blandt andet snart skal bruge råstoffer til betonstøbning.
'Råstofplan 2016', der fornylig har været i offentlig høring, forventes at blive vedtaget i december 2016.