Min sommer
Chef og vært på Radio Victoria Henrik Dinesen om sin sommer
I min sommerferie skal jeg: “Nyde tiden med min familie, og samtidig lave en del praktisk arbejde på vores nedlagte landejendom. Vi har været udenlands i år, så der er ikke deciderede rejseplaner. Men mon ikke det bliver til et par overnatninger i telt, hvis vejret tillader det.” Det bedste ved den danske sommer, er uden tvivl: “At kunne nyde vores alsidige natur med både åbent hav og bakkede skovveje. Danmark er virkelig skøn, når vejret ellers er en nogenlunde fornuftig medspiller.” Skulle jeg give et ferietip til turister i Esbjerg Kommune, så skal de: “Vores område har så meget at byde på, at jeg ville have svært ved at udpege én enkelt ting. Men at snakke med lokalbefolkningen, som faktisk er meget imødekommende, ville nok være mit bedste tip.” I min sommerferie skal jeg læse: “Min ferie starter altid med et besøg på biblioteket, hvor jeg gerne kaster mig over hylderne med biografier og coachingbøger.” Min værste ferie var, da: “Jeg stod nede ved Kassel Bakker med en ødelagt tandrem, og en mekaniker der kiggede ned i motorrummet og prompte udbrød ”alles kaput”.” Den bedste sommermad er helt sikkert: “Lavet over bål!!! Der er bare noget ved den åbne ild, der er taler til min indre stenaldermand. Nye danske kartofler med sild eller hjemmelavet koldskål, er nu også godt med i opløbet.” Min bedste ferie var, da: “Jeg havde mobilen fuldstændig slukket i en hel uge, og der bare var tid til at koble fuldstændigt af med gåture, læsning og familiesamvær.”