International ungdomslejr med skonnerten Fulton
Unge fra andre lande snuser til Danmark i Middelfart
Lions Danmark, distrikt 106C, og Lions Middelfart arrangerer i år en ungdomslejr til søs for 22 unge i alderen fra 16 til 21 år fra mange forskellige lande om bord på den tremastede skonnert Fulton.
Der deltager unge fra Brasilien, Mexico. USA, Taiwan, Hong Kong, Indien, Tyrkiet, Serbien, Ukraine, Rumænien, Ungarn, Serbien, Italien, Tyskland, Belgien, Holland, Finland og Danmark.
I lørdags ankom de 22 unge til Middelfart for at påmønstre Fulton, inden de sejlede ud på en forhåbentlig uforglemmelig tur i de danske farvande.
Turen bringer de unge til Ebeltoft, Mariager, Frederikshavn, Skagen og videre til Anholt, Samsø og Marstal for til slut at anløbe Middelfart igen på fredag i næste uge, den 5.august.
Turen er et led i Lions ungdomsprogram, Youth Camp and Exchange, under devisen ”At skabe og opretholde en atmosfære af gensidig forståelse blandt verdens folk”.
Der er ikke tale om en turisttur, men en oplevelse, som kommer til at betyde, at unge mennesker kommer i kontakt med unge og voksne fra andre lande, at de deler familie- og dagligliv og får en bedre forståelse for Lions' humanitære arbejde.
Endeligt er det håbet, at turen skaber relationer på tværs af grænser, sprog, trosretninger og hudfarve og derigennem skabe forståelse for andre mennesker.
Den første tid af deres ophold i Danmark vor de unge hos danske værtsfamilier. Her følger de en dansk dagligdag og snuser til den danske måde at leve og bo på. Turen med Fulton afslutter deres tur til Danmark.
pfa