Derfor er loppemarkeder lærerige for børn
Børneloppemarkeder handler om meget andet end at tjene lommepenge. At sælge gammelt legetøj videre giver børn et forhold til penge og gør dem til gode forbrugere i fremtiden
Udover at være en hyggelig beskæftigelse, hvor der samtidig kan blive ryddet ud i børnenes gemmer derhjemme, er børneloppemarkeder en lærerig aktivitet for børn.
"Børn kan gennem børneloppemarkeder få en forståelse for penges værdi og betydning. Og de kan også lære, at penge er noget, man kan bytte med. For eksempel ved at sælge legetøj, hvor man får penge til gengæld," siger Dorte Eckhoff, der er chef for Danske Banks arbejde med Finansiel Forståelse for Børn.
"Og hvis børn allerede i 5-7 års alderen begynder at få et forhold til penge, vil det være med til at gøre dem til gode forbrugere på sigt. Der er mange unge i Danmark, der får gældsproblemer på et tidspunkt i deres liv, og for at forebygge den slags problemer, skal man lære børn om penge og forbrug allerede i en tidlig alder," fortsætter Dorte Eckhoff.
Et andet led i læringen er at introducere barnet for lommepenge og opsparing. Så har forældre mulighed for at lære deres børn, at ting koster penge, og at man ikke kan købe alt, man ser.
"Og derudover er det også vigtigt, at børn tidligt lærer, at man skal yde, før man kan nyde. Og her kan et børneloppemarked være en rigtig god øvelse," siger Dorte Eckhoff.
Gode råd: Sådan lærer du dit barn om penge
1. Omkring 5-7 års alderen kan du introducere lommepenge og opsparing til dit barn
2. Hjælp gerne dit barn med at lave en opsparing - og gør det sjovt ved at sætte mål for opsparingen
3. Gør det til noget særligt, når barnet har nået sit opsparingsmål - og husk at rose dit barn for det
4. Du kan læse flere gode råd til forældre på www.pengepaavej.dk
Kilde: Dorte Eckhoff, Head of Corporate Responsibility, Danske Bank