Henrik Madsen er ny anfører for HB Køge
Rutineret midtbanespiller overtager anførerbindet i den nye sæson
Henrik Madsen er udpeget som ny anfører for HB Køge forud for den kommende sæson, hvor det også ligger fast, at Daniel Arrocha bliver viceanfører.
"Henrik er en erfaren spiller med mange kampe i både 1. division og Superligaen. Han har den helt rigtige tilgang til tingene og møder ind som den første til træning for at selvtræne og passe sin krop. Henrik er et roligt gemyt, men han har alligevel sine meningers mod både positivt og konstruktivt. Han er vellidt af hele truppen og så er han en leder på og uden for banen," siger cheftræner Henrik Lehm om valget af Henrik Madsen som ny kaptajn.
Den 33-årige midtbanespiller kom til HB Køge i vinter og fungerede allerede i foråret som viceanfører. Her var Rasmus Nielsen anfører, men han forlod klubben tidligere på sommeren, og med sin store rutine var Henrik Madsen et oplagt valg som ny anfører.