Fortsæt til indhold

Sommer, sol og sambadriblinger

DBU’s Get2 Fodboldskole bliver igen i år afholdt i Esbjerg. Her har alle børn mulighed for at være med

Arkiv
Jonas Wrede Hansen

“Det er megahyggeligt, og så får man også nye venner,” fortæller 11-årige Sajad, der sammen med vennen Farat og omkring 70 andre børn er en del af årets DBU's Get2 Fodboldskole i Esbjerg.
“Det er første gang, jeg er med. Det er rigtig fedt, at man kan få lov til at spille fodbold hver dag hele ugen,” lyder det med et kæmpe smil fra Farat, der ligesom Sajad også er 11 år.

Fodboldskole for alle

Det er sjette år i træk, at DBU og DIF i samarbejde afholder fodboldskolen Get2 Fodboldskole. Idéen er, at alle børn skal have mulighed for at komme på fodboldskole, uanset deres økonomiske baggrund.
Derfor er dette fodboldskoletilbud også langt billigere end det, som DBU normalt tilbyder. Det er noget, der glæder Verner Kold, som er træner på fodboldskolen ved Urbanskolen i Esbjerg.
“Det er fantastisk at se alle de smil hos børnene. Når man kigger rundt, er der mange forskellige børn med forskellige baggrunde, men de hygger sig alligevel godt sammen,” fortæller han.
Selvom han gerne vil have, at det skal være sjovt for børnene, så kræver han samtidig også en vis disciplin fra dem.
“Jeg kan godt finde på at råbe ad dem. De er her nemlig også for at blive bedre fodboldspillere, og det kræver disciplin,” fortæller Verner Kold, som egentlig har en høj træneruddannelse, men han vil hellere bruge tiden sammen med de yngre fodboldspillere.
“Det er i den her alder, man kan få lov til at se den helt store udvikling.”

Farat (tv.) og Sajad (th.) spiller også til dagligt på samme hold. På Get2 Fodboldskole har de begge fået nye venner.

Er klar på mere fodbold

Vennerne Farat og Sajad er begge enige om, hvad de får ud af at være med på fodboldskolen ved Urbanskolen.
“Jeg lærer nogle ting, jeg ikke kunne i forvejen,” fortæller Sajad, imens Farat nikker.
De håber også, at de kan komme med igen til næste år.

På Get2 Fodbolskole er der plads til både øvede fodboldspillere og nybegyndere
Træner Verner Kold kræver en vis disciplin fra børnene, samtidig med, at det skal være sjovt på fodboldskolen.