Min Sommer
Borgmester Johnny Søtrup svarer på syv hurtige om sin sommer
I min sommerferie skal jeg: “Vi plejer at bo på Fanø i juli måned - skal vi også i år - men laver lige en vejrmæssig helgardering ved at være en uge på Mallorca, hvor jeg har lejet et dejligt stort hus. Her får Birgit og jeg selskab af vores søn, svigerdatter og børnebørn og vores søns svigerfamilie.” Det bedste ved den danske sommer, er uden tvivl: “De lange lyse aftener og temperaturer der gør, at man stadig kan foretage sig noget.” Skulle jeg give et ferietip til turister i Esbjerg Kommune, så skal de: “Et must er en tur til Ribe og alle dens herligheder som for eksempel Vikingecenteret og en spadseretur rundt i de charmerende gader. Herudover kan jeg anbefale en shoppingtur i Esbjergs gågade, en is på Strandpromenaden i Hjerting og på vejen dertil ville det være en god ide at besøge Fiskeri - og Søfartsmuseet.” I min sommerferie skal jeg læse: “Endnu flere bøger end jeg når til daglig. Er altid igang med en god roman.” Min værste ferie var, da: “Jeg kan faktisk ikke komme i tanke om nogen dårlig ferie.” Den bedste sommermad er helt sikkert: “Uha, der er bare så meget dejlig sommermad - en af mine mange favoritter kunne dog være gammeldags kylling med nye danske kartofler og agurkesalat efterfulgt af dejlige danske jordbær.” Min bedste ferie, var da: “Det må være sommerferien for tre år siden, hvor jeg sammen med familien først var en uge i New York efterfulgt af et besøg hos min amerikanske værtsfamilie, som har en dejlig stor bjælkehytte oppe ved Yellowstone parken og afsluttende med en uge i et dejligt hus i San Francisco.”