Fortsæt til indhold

To mænd anholdt efter omfattende butikstyverier

Arkiv
Lars Saugbjerg

Lokalpolitiet i Fredericia slog søndag kløerne i to mænd, der sættes i forbindelse med omfattende butikstyverier.
"Det hele startede med, at to mænd forsøgte at komme væk med en fyldt indkøbsvogn fra Føtex på Venusvej. Da mændene kom ud på parkeringspladsen, fik vidner og personale spærret vejen for deres flugtbil: En svensk Ford Modeo. Mændende hoppede derfor ind i en svensk, guldfarvet Volvo, hvor to medgerningsmænd sad. Sammen kørte de fra stedet," oplyser Ole Eckholdt fra Lokalpolitiet.
Omkring tre timer senere vendte to af mændende tilbage til parkeringspladsen. Men politiet stod på lur og fik anholdt tyvene.
"De er fra Polen. Volvoen og de to medgerningsmænd har vi endnu ikke fundet," lyder det fra politiet.
I indkøbsvognen var der varer for godt 5.300 kroner. I den efterladte Mondeo fandt politiet varer for cirka 15.000 kroner.
De to anholdte er 36 og 23 år.