Anna David på Køge Torv
Sangerinden Anna David gæster Køge som en del af Gang i Danmark-turneen
Lørdag den 13. august klokken 12 besøger Anna David Køge Torv, når Gang i Danmark bussen ruller ind på Torvet og åbner op til scenen. Køge Handelsstandsforening glæder sig til at byde publikum velkommen til en koncert med gang i.
Anna David blev landskendt med storhittet ”Fuck dig” i 2005, det gav genklang i hele Danmark når alle sang med på nummeret. Siden da er det blevet til yderligere 3 albums og en lang række singler. De 3 sidste singler fra 2015 har fået flotte placeringer på landets radioer. Der er nye singler på vej og EP er også på vej.
Man kan ikke sige Anna David uden at tænke på ægte musikalsk talent, den dansk-norsk-amerikansk-tyske sangerinde, som er vokset op på Østerbro i København, har fra starten af hendes liv levet og åndet for musikken. Som fire-årig begyndte hun at spille trommer, som otte-årig startede hun til klaver og korsang og meget tidligt komponerede hun sange til sit og søsterens band.
Som 13-årig fik hun en pladekontrakt i Tyskland, men efter at have turneret Skandinavien, Holland og Tyskland rundt med sine første succesfulde single-udgivelser, vendte Anna David hjem til Danmark. Her mødte hun producerteamet nOOb, der skulle vise sig at være Anna Davids perfekte samarbejdspartnere. Det var med nOOb, at Anna David fandt frem til sin mere soulede identitet og ikke mindst skrev og indspillede det platin-sælgende nummer 'Fuck Dig', som udover at høste flere prestigefyldte awards og blive det mest downloadede nummer i 2005, bl.a. hittede på de tyske hitlister i versionen 'Fick Dich'.
Siden det første guld-sælgende album med den berømte single har Anna David fortsat holdt sig på toppen af soul-poppen med udgivelsen af sit andet album, '2', som indeholdt de to guld-sælgende singler 'Chill' og 'Den Lille Pige'.
Sidst men ikke mindst har Anna som hovedperson i musicalen ”Grease” for 3. gang optrådt for udsolgte huse og med superflotte anmeldelser.
Anna David er aktuel med ny musik i 2016 og optræder vinteren over i en række TV-shows samt i nyt spændende sammenspil med Michala Petri.