Kom i form på Østerstrand
Stranden har fået træningsredskaber og gymnastik-gulv, som alle kan bruge
Der er masser af mulighed for at svede og komme i form på Østerstrand i Fredericia.
I forbindelse med den seneste tids mange ombygninger på stranden er den blevet forsynet med de træningsstationer, der hidtil har stået på Gasværksgrunden.
“De blev ikke brugt ret meget på Gasværksgrunden. Og samtidig viste erfaringer, at redskaber bruges mere, hvis de står samlet og på et sted, hvor der i forvejen er træningsaktiviteter. Derfor flyttede vi dem til stranden,” siger landskabsarkitekt Lars Kronborg Bak.
Få hjælp til træningen
Nu er redskaberne på stranden på plads. Og så er der også mulighed for hjælp med træningen.
Fitnessinstruktør Lars Gade Christensen tilbyder hjælp med træningen og koordinerer sin frivillige indsats via facebooksiden Østerstrand Muscle Beach. Han understreger, at træningen er for alle - uanset alder og niveau.
Det var Lars Gade Christensen, der sidste år foreslog kommunen at indrette en del af Østerstrand til styrketræning.
Gymnastikforeningen G94 holder gymnastikhold på den nyindrettede strand klokken syv hver mandag morgen i sommerferien.