Bruno hullede igen i første hug
Golfspilleren lavede sit andet hole-in-one på godt et år
Alle, der har spillet golf, ved, hvor svært det er at få den lille, hvide kugle til at ryge i hullet fra tee'en.
Slaget skal på alle måder være perfekt, og selv om de, der er lykkedes med et hole-in-one, nok vil bedyre, at det er på grund af dygtighed, så skal der også en smule held til.
Et eller andet må den 68-årige golfspiller Bruno Andersen dog kunne, for forleden formåede han for anden gang på godt et år at hulle sin golfbold i første slag.
Det gjorde han på det 152 meter lange hul 7 på Odense Golfklubs internationale bane, Holluf Park.
Begavet efter runden
Den unikke præstation, der er de færreste golfspillere forundt, leverede han nemlig også for et år siden.
Her var det på Holluf Parks 15. hul, bolden røg i hullet i første hug.
Da Bruno Andersens runde var overstået, blev han behørigt hyldet og modtog en kasse øl, noget chokolade, en flaske gin og en bog i præmie.