Meget stort spørgsmål om Sygehusplanens økonomi
Roskildes Sygehusgruppe undrer sig over tavsheden i Region Sjælland, når der mangler penge andre steder
Gennem medierne er vi i de seneste måneder blevet informeret om trængslerne i de 5 regioner med at få sygehusplanerne og den af staten tildelte økonomi til at gå op i en højere enhed. Således blev der i begyndelsen af året registreret store problemer i Region Midt med at få tilstrækkelige ressourcer til anlægsbyggerierne i Gøderup og Skejby Et par måneder senere var den så gal i Region Syd, hvor der blev rapporteret om en milliardoverskridelse af budgettet i forbindelse med bygningen af det store regionssygehus i Odense. I Region Sjælland har vi - heldigvis? - ikke hørt om problemer med de anlægsopgaver, man er i gang med p.t. i primært Køge med etableringen af det nye store regionssygehus. Det kan vi som borgere være ganske tilfredse med, og hvis det scenarie fortsætter, må vi selvsagt rose politikere og embedsværk for et godt planlægningsarbejde. Dog har vi registreret, at der er sket visse tilpasninger i byggeriet i forhold til det udpegede vinderprojekt. Sygehusplanen er ændret, så der nu opereres med færre senge. Det er ikke de oprindeligt vedtagne 960 senge, regionssygehuset ender med at få , men snarere omkring 800 senge.
Roskilde nærliggende
I Sygehusgruppen ser vi ikke det som et problem, snarere som rettidig omhu. Som i enhver husholdning må man få opgavernes omfang til at passe til den økonomi, der er til rådighed. Så vidt så godt. Men alligevel sidder vi tilbage med en undren og et par spørgsmål. For det første undrer det os, at de opgaver, der ikke kan løses i Køge i den reviderede sygehusplans nu reducerede model, henlægges til de øvrige akutsygehuse. I mange år har Roskilde og Køge sygehuse været samdrevet, et forhold som vel blev understreget af regionen, da man for nylig tildelte de 2 sygehuse fællesnavnet UNIVERSITETSSYGEHUS. Derfor ville det være mere nærliggende - og sikkert billigere at løse opgaverne i Roskilde. For det andet melder det spørgsmål sig naturligt, om den manglende debat om sygehusøkonomien i regionen også reelt er udtryk for en uproblematisk økonomi?
Holder økonomien
Vores undren dækker over flere forhold, således - At Region Sjælland var den region af alle, der fra starten af den stort anlagte sygehusreform af regeringen procentvis blev beskåret mest i sin anlægsøkonomi. De oprindeligt ansøgte godt 8 mia. kr. blev beskåret med godt 3 mia. kr. At Region Sjælland er den region, der har fået behandlet flest af sine patienter på andre sygehuse uden for regionen. Hovedparten af disse patienter har man som ambition at hjemtage og behandle på regionens egne sygehuse. I Sygehusgruppen finder vi, at det er en både klog og en rigtig beslutning, men vi må samtidig konstatere, at det er særligt omkostningstunge patienter, der yderligere er med til at presse økonomien Så vi må endnu engang stille et stort ? ved om økonomien holder til at få implementeret den reviderede sygehusplan.
Dyr og dårlig spredning
Der skal ikke være tvivl om, at Sygehusgruppen mener, at den bedste økonomiske løsning for regionen ville være, at bruge Roskilde Universitetssygehus til at klare de behandlingsopgaver, man ikke i fremtiden vil få plads til på Regionssygehuset i Køge. Vi mener, at det er en forkert beslutning at sprede behandlingerne på de øvrige akutsygehuse. Det mener vi af følgende grunde: - Økonomi: Da man allerede i Roskilde Sygehus har et sygehus, der på nuværende tidspunkt varetager de opgaver, som det kommende regionssygehuset skal varetage i fremtiden, så er vores synspunkt , at hvis man på grund af manglende økonomi kommer til at mangle mursten, så må man benytte dem, man har i forvejen. - Kvalitet: Roskilde Sygehus er et yderst velfungerende og effektivt sygehus, der har modtaget den ene hæder efter den anden, som et af de mest veldrevne sygehuse i Danmark - Personale: Roskilde Sygehus har et særdeles velkvalificeret personale. Det skyldes ikke mindst en placering tæt på hovedstaden, hvor de bedste og de mest eftertragtede specialister bor. Mekanismen er ganske enkel - jo længere fra hovedstaden man kommer, jo sværere er det at rekruttere personale - især de bedst velkvalificerede - Samdrift: Roskilde Sygehus har været samdrevet med Køge Sygehus i over 20 år, og det er stadig hensigten at de 2 sygehuse skal samdrives som Universitetssygehus. Det vil derfor være nærliggende at opnå synergieffekt imellem de 2 enheder, ved at placere den produktion, der ikke bliver plads til i Køge, i Roskilde.
Regional spanking
Endelig mener vi, at det ville være nærliggende at betænke det største by- og erhvervsområde, som efter den nuværende sygehusplan kun er tiltænkt en yderst marginal rolle. At Regionsrådet ikke har større planer med Roskilde Universitetssygehus, kan vi kun opfatte som regional spanking. Sygehusgruppen har ved tidligere lejligheder bedt regionsrådsformanden om at informere bedre og mere om den reviderede sygehusplan og ikke mindst om den tilhørende økonomi. Vi mener fortsat, at formanden for Sjællands Regionsråd Jens Stenbæk skylder borgerne i Roskilde en fyldestgørende redegørelse om sammenhængene i sygehusplanen. Især må han forklare, at Roskilde Universitetssygehus kun er tiltænkt en rolle som et udvidet ambulatorium. Efter vores mening må enten navnet ‘Universitetssygehus’ eller opgaverne med ‘ambulatorievirksomhed’ være forkerte. Frank Birkebæk og Paul Bundgaard på Sygehusgruppens vegne.