Sommerkoncert på kunstmuseet
Det bliver en velkendt saxofonist der besøger sommerkoncerterne på Vejle Kunstmuseum torsdag 28. juli kl. 16.00.
Saxofonisten Claus Olesen er, foruden at have undervist der i mange år, nyudpeget rektor for Det Jyske Musikkonservatorium. Han spiller sammen med sin kone, pianisten Aya Tominaga, værker af Debussy, C. P. E. Bach, Saint-Saëns og Schumann.
Claus Olesen har afholdt koncerter og mesterkurser i blandt andet Skandinavien, Tyskland, England, Holland, Polen og Japan. Han er tidligere medlem af Jutlandia Saxophone Quartet, og er nuværende medlem af Duo Kapow. Han har udgivet 5 cd'er med solo- og kammermusikrepertoire. Sammen med Aya Tominaga har han udgivet cd'en ”A Case of Music”.
Aya Tominaga er uddannet på Toho Gakuen i Tokyo, har studeret i Amsterdam og flyttede i 2001 til Århus for at studere på Det Jyske Musikkonservatorium. Fri entré. Gratisbilletter hentes på Vejle Kunstmuseum eller på www.vejlekunstmuseum.dk.
logy