Fortsæt til indhold

NBA-besøg på basketskolen i Solrød

Den tidligere NBA-spiller Terence Stansbury er igen i år tilknyttet basketskolen hos Solrød Comets

Arkiv
Martin Rasmussen

De mange børn og unge, der skal basketskole hos Solrød Somets i den kommende uge, kan se frem til yderst kompetente navne i trænerteamet.
Trænergruppen i år er utrolig spændende, idet mange af Solrøds gamle spillere, der nu spiller på college i USA, er hjemme i denne uge, og de vil træne de unge mennesker. Derudover består trænergruppen af meget erfarne trænere, blandt andre Saman Veisi, der er tidligere iransk landsholdsspiller, som har deltaget i OL, hvor han blandt andet spillede imod det amerikanske landshold spækket med amerikanske NBA-spillere.
En anden af klubbens trænere, Carl Woodard, deltager også på basketskolen. Han er tidligere udlandsprofessionel, og har blandt andet spillet i Luxemborg, Sverige og Danmark, og han har været træner i de samme lande såvel som Tyskland.
"Udover disse navne kan vi igen i år byde velkommen til Terence Stansbury, der har spillet tre år i NBA, før han blev professionel i Europa. Terence har tre år i træk været i NBA dunk contest finalen imod selveste Michael Jordan. På sidste års basketballskole havde Terence en løs rolle, der gjorde, at han kom rundt til alle skolens elever og dette var utroligt populært, så denne rolle vil Terence bibevare for at give alle en utrolig oplevelse," lyder det fra Solrød Comets.
Igen i år er Solrød Idræts Center rammen om basketskolen fra den 1. august til den 5. august. Basketskolen er i år samtidig startskuddet for den nye sæson for alle eksisterende hold og medlemmer i Solrød Comets. Mange af ungdomsspillerne har været med i flere år, og for dem er det en god start på sæsonen.