Fortsæt til indhold

Mads laver en halv iron man med brækket ryg

Et år efter han brækkede ryggen i en motocross-ulykken vil Mads Meyer løbe en halv ironman ved Alssundman i Sønderborg

Arkiv
Mikkel Hansen

For et år siden brækkede Mads Meyer ryggen i en ulykke og blev lam fra brystet og ned.
Den 28. august stiller han op til en halv iron man i Sønderborg.
Mads Meyer var et stort talent indenfor motocross, men den 29. august 2015 blev hans liv vendt på hovedet.
Under morgentræningen til et stævne i Kolding, kørte han galt. Han brækkede ryggen og blev lam fra brystet og ned.
"Jeg tilbragte fire måneder med genoptræning på et center i Viborg. Der havde jeg god tid til at se video på nettet, og jeg faldt over en amerikansk fyr, der også havde brækket ryggen i motocross, men alligevel havde gennemført flere iron men. Jeg har altid været glad for at cykle og træne, og jeg blev motiveret af det: Jeg vil også gennemføre en iron man," fortæller Mads Meyer.
Først udfordring var svømning.
"Jeg er lam lige under brystmusklerne, så jeg var usikker på, om jeg overhovedet kunne svømme."
Men det kunne han. To gange om ugen svømmede han på genoptræningscenteret i Viborg, og nu er han klar til at tage først skridt: En halv ironman.

Et år efter ulykken

"Mit mål er at gennemføre en halv ironman senest et år efter ulykken. Det passer næsten præcist med Alssundman i Sønderborg. Næste mål bliver en hel iron man."
Cykelturen på 90 kilometer kommer til at foregå på en trehjulet håndcykel, hvor Mads ligger på cyklen, cirka en halv meter over jorden, og driver cyklen frem ved håndkraft på pedalerne.
Løbeturen på 21,1 kilometer sker i en racerkørestol.
Den samlede distance på 113 kilometer skal med andre ord tilbagelægges ved hjælp af armkræfter.
"Det er hårdt for armene, men jeg synes, at det er sjovt. Jeg har altid godt kunne lide, når noget er svært og kræver lidt ekstra. Jeg har altid brugt meget tid på motorcross, så det har også efterladt et tomrum. Det har hjulpet mig både fysisk og mentalt at have et mål, som jeg kan forfølge," fortæller Mads Meyer, der fyldte 21 år i marts.

Vil gennemføre

Ved siden af den almindelige genoptræning og fysioterapi bruger han typisk 12 timer om ugen på iron man-træningen.
"Jeg kender ikke andre i samme situation, så jeg har skulle lære har ikke nogen at spørge om råd, så det er learning by doing."
Mads Meyer har ikke sat et mål for hvor hurtigt Alssundman skal klares:
"Jeg vil bare gerne gennemføre indenfor tidsgrænsen. Jeg er stadig på et tidligt stadie i min træning, og vind og vejrforhold kommer også til at spille ind. Det vigtigste for mig er at gennemføre og få en fornemmelse af, hvad det kræver."
For Mads Meyer er Alssundman en optakt til en fuld ironman-distance næste sommer.

Begrænsninger er mentale

"Det er lidt fedt at vise, at selvom man har nogle begrænsninger, så kan man meget, hvis man vil. Mange begrænsninger sætter man selv i sit hoved. Man er bare nødt til at kæmpe videre, selvom det er svært. Jeg er heldig, at jeg har min familie, der støtter mig meget. Jeg har set andre tage kampen alene."
Træningen er med til at holde modet højt efter ulykken.
"Det er også vigtigt at holde min krop ved lige, for en dag finder de måske en måde at hjælpe folk som mig på. Det er også en af grundene til, at jeg dyrker meget sport," siger Mads Meyer og slutter:
"Nogle gange har jeg da også lortedage, men det hjælper at have et mål at arbejde hen mod. Du kan enten svømme eller synke. Jeg har valgt at svømme."