Masser af penge til klovnerier
Hospitalsklovne på sygehusene i Aabenraa og Kolding fik penge fra Lions i Gram, Haderslev og Vojens
I gennem nu otte år har tre Lions klubber i Haderslev Kommune- Gram, Vojens og Sophies Kilde Haderslev - samarbejdet om at lave arrangementer, der udover at give området et løft på underholdningssiden også handler om at generere penge til gode formål.
Idéen med at støtte hospitalsklovnene blev født tilbage i september måpned, hvor Kristian Lilholt og band spillede i VUCs Light House på havnen. Lilholt faldt pladask for det smukke hus med den fine udsigt. Han gik til Lions og snart tog idéen form. En helt ny måde at nyde musikken på, så dagens lys. To forestillinger med 70 komfortable liggestole til hver seance blev opstillet og så var man klar.
Kun Silkeborg Kunstcenter & Bad og Esbjerg Musikhus havde tidligere præsenteret denne model.
Deltagerne var meget begejstrede og Lions var også ret godt tilfredse, idet det frivillige Lions' arbejde - og sponsorernes velvillige støtte - resulterede i et overskud på 20.000 kroner, som var øremærket til hospitalsklovnene.
Forleden besøgte de to lionsmedlemmer, Hanne Nielsen og Leif Erbs Rasmussen, så klovnene på henholdsvis Aabenraa- og Kolding sygehuse. Med til hver havde de en check på 10.000 kroner.
En stærk oplevelse
"Det var en stor og bevægende oplevelse at besøge børneafdelingerne," sagde 'løverne' efter besøgene:
"Der hersker en stor travlhed, men alligevel også en stærk positivitet."
"Det skyldes ikke mindst de dygtige læger og sygeplejersker samt de helt ukuelige, seriøse og smittende glade Hospitalsklovne," sagde Hanne Nielsen og Leif Erbs Rasmussen, der i Aabenraa afleverede checken til klovnene Todaysi og Boing. I Kolding tog klovnen Gummitud imod.