De trofaste gæster er med for niende gang
Hyggen og de smukke omgivelser er altafgørende for Anette og Kjeld Simonsen.
Anette og Kjeld Simonsen har været med til vinfestivalen i alle de år, den har været i gang. Og de glæder sig allerede til niende gang med hygge, gode vine og flotte omgivelser.
“Vi ser frem til den hvert år, lige fra når de hænger bannerne op - Og vi sørger for at holde ferie i de dage, så vi kan være med til det hele,” fortæller Kjeld Simonsen, der bor i Christiansfeld med sin kone Anette, der har butik Agnes i Haderslev.
De mener begge, at festivalen lever op til sit potentiale, og tager hvert år flere venner med til arrangementet.
“Det er virkelig Danmarks hyggeligste vinfestival. Og det gør det kun bedre, at den ligger her i Christiansfeld, hvor den har de helt rigtige rammer - Stemningen bliver nærmest helt sydlandsk hernede, når folk kommer fra nær og fjern for at nyde et godt glas vin,” siger Anette Simonsen.
Parret bruger dagene til at ses med venner fra nær og fjern, men også til at prøve nye vine, som jo er det, festivalen handler om.
“Vi har et rigtigt godt forhold til de tyske vinbonder, og sørger altid for at købe et par flasker med hjem. Det er et helt fantastisk arrangement, der virkeligt har noget til alle aldersklasser,” slutter Kjeld Simonsen.