Danmarks mindste plade-butik på Vesterbro
På 6,6 kvadratmeter bliver der fremover solgt vinylplader i Odense C
En ny pladepusher åbner dørene tirsdag d. 2 august klokken 13.
Glad Samler Records, der har små to år på bagen, har ikke længere nok i lokalerne i Villestofte, og derfor har indehaver Jens Nicolaisen besluttet at udvide sin gesjæft med en afdeling i det centrale Odense - nærmere betegnet på adressen Vesterbro 1F.
Nogen stor kvadratmetermæssig udvidelse er det dog ingenlunde, for Glad Samler Records har lejet sig ind på blot 6,6 m2 hos Minikræmmeren, og dermed bliver der efter alt at dømme tale om landets mindste pladebutik.
“Forretningen bliver indrettet med maksimal meget hyldeplads, så der kan være mange lp'er trods få kvadratmeter. Hver uge skifter jeg pladerne ud, så det bliver en ny oplevelse at komme i butikken med en uges mellemrum,” fortæller Jens Nicolaisen, som udelukkende sælger nye og brugte lp'er og vinylplader.
Jagter unikt indhold
Når pladeconnoisseuren ikke er at finde i butikken, så er han ofte land og rige rundt på diverse plademesser, hvor han forsøger at jagte unikt indhold til de mange hylder.
“Jeg skal i højere grad bruge messerne til at finde spændende ting, som jeg kan præsentere i butikken ugen efter. Kunderne vil også have indflydelse på sortimentet. Hvis de for eksempel vil have mere reggae, så må jeg jo ud og finde det,” forklarer Jens Nicolaisen, der senere i august er vært for L.P. Plademesse på Kulturmaskinen i Odense.
Salg af grammofonpladerne, der ellers havde sin storhedstid frem til slutningen af 80'erne, hvor CD'en gjorde sit indtog, er de seneste år eksploderet.
I 2015 blev der solgt næsten 12 millioner lp'er på verdensplan.