Med trommerne ud i verden
Lokalavisens serie om lokale musikere fører os denne gang til Thomas Duus, der blandt andet spiller i Love Shop
“Allerede da jeg var helt lille sad jeg på gulvet hos min mormor og hamrede løs på gryder og kagedåser. Jeg var helt i min egen verden med mig selv og musikken. Så der har aldrig været tvivl: Jeg måtte bare spille trommer.”
48-årige Thomas Duus fra Fredericia husker tilbage og forsøger at mindes et specifikt øjeblik, hvor han besluttede sig for at blive musiker. Men det findes ikke.
“Sådan har det bare altid været. Når jeg var hjemme hos min far, mødte jeg en masse musikere som spillede og jammede. Og jeg elskede mine kasettebånd og plader. Så det kunne ikke blive anderledes, end at jeg skulle spille musik. I øvrigt har jeg aldrig rigtig været god til andet,” siger han.
Lokalavisens serie om fredericianske musikere, der begår sig på store scener i ind- og udland fører os denne gang til København, der er blevet Thomas Duus' nye hjem. Her har han sin base i dag. Og herfra har musikken ført ham rundt blandt en lang række af landets mest kendte musikere. Og også til store scener i udlandet.
“Jeg spillede for eksempel med Kid Creole & The Coconuts på 107. etage på World Trade Center nytårsaften, hvor 1999 blev til 2000. Det var ret vildt,” lyder det fra Thomas Duus.
Men uden mormors gryder og gode mentorer og venner i Fredericia kunne det have set anderledes ud.
“Jeg har været heldig og skylder mange en venlig hilsen,” siger han.
Plagede for et trommesæt
“Da jeg var dreng, var instrumenter svinedyre. Så jeg måtte plage i mange år, før jeg som 12-årig fik mit første trommesæt. Det var noget billigt lort: Et filippinsk sæt af cigaræsketræ eller sådan noget. Men jeg spillede selvfølgelig så godt, at det lød godt alligevel,” siger Thomas Duus og griner højt.
“Jeg fik lov at stille sættet i et baglokale nede i ungdomsklubben i Fynsgade. Her spillede jeg med mine venner og bekendte. Vi lavede blandt andet et orkester, der hed Stikpropperne. Med dem spillede jeg min første koncert. Det var på teatret, og jeg tror vi spillede tre Shubidua-numre. Det var fantastisk fedt,” siger han.
Derfra gik det stærkt med nye bands og nye venner.
Som 18-årig kom han til penge. Ikke mange, men nok til, at den filippinske cigaræske blev skiftet ud med et langt bedre trommesæt.
Professionel i København
I begyndelsen 90'erne blev Thomas Duus optaget på Det Rytmiske Musikkonservatorium i København.
Så han flyttede til hovedstaden, hvor musikalske kontakter førte til nye bekendtskaber, og han kom med i en hel stribe musikalske sammenhænge.
En af dem var Love Shop, som han stadig spiller med, og som afslutter årets sæson i Tøjhuset den 26. november.
“Selvom jeg i perioder har spillet rigtig meget, er jeg aldrig holdt op med at øve og nørde med trommerne. Og jeg kan stadig finde på at spille - også helt alene. Jeg kan slet ikke lade være,” siger han.
Turné-livet i ind- og udland har ikke ændret ved hans jyske gemyt.
“Jeg var jo bare en bondeknold, der så frygteligt måtte spille på trommer. Det er jeg stadig,” siger han.