Fortsæt til indhold

Spillemandsstævne i Folkeparken

For 41. gang er der stort spillemandsstævne i Folkeparken med danske og svenske musikere

Arkiv
Arkiv

Spillemænd fra både Danmark og Sverige vil indfinde sig i Roskilde i weekenden 29. til 31. juli for at deltage i det 41. spillemandsstævne i Folkeparken.
Den helt store begivenhed finder sted søndag fra kl. 11, hvor alle de deltagende musikere og ensembler vil indtage scenen og give et par numre. Det gælder blandt andet det populære Christensen & Kanne Folkband, der spiller sange fra hverdagen, det altid festlive Ramsø Spillemandslaug og Rebild Spillemændene.
Der er tømmermandsdans fra kl. 10-11 med det svenske Elvings Spelmanskapell.
Men allerede i dagene op til den store koncert i Folkeparken, er der gang i den flere steder i byen. Både fredag 29. og lørdag 30. juli kl. 19.30 er der stort bal i Kildegårdshallen. Lørdag formiddag vil der blive spillet musik flere steder på Roskildes gader og stræder og kl. 15 samme dag er der gratis matinékoncert i Kildegårdshallen.