Fortsæt til indhold

Rebecca, violinen og buen

16-årige Rebecca Lønborg Nielsen fra Fredericia er violinist. Hun er netop indstillet til Lokalavisens talentpris

Arkiv
Lars Saugbjerg

Buen glider hen over strengene på violinen. Rebecca kigger op. Den unge violinist har en præcision og nøjagtighed, som kun ganske få er i besiddelse af.
16-årige Rebecca Lønborg Nielsen, der går på Fredericia Gymnasium, er nomineret til Lokalavisen Fredericias talentpris på 10.000 kroner.
Violinlærer på Den Kreative Skole, Catrin Haass Svendsen, beskriver Rebecca som et stort talent.
“Hun mestrer sit violinspil med stor teknisk snilde.”
Man bliver ikke en dygtigt violinspiller uden at hænge i.
“Nej, det kræver stædighed. Det gik laaang tid før jeg kunne spille noget, der lød bare ok-godt. Man kan hurtigt lære nogle akkorder på en guitar - eller en sang på klaver. Du kan ikke spille falsk. Men på en violin skal du være meget, meget præcis. Sætter du fingeren en millimeter forkert på en violin, lyder det virkelig dårligt,” fortæller Rebecca, der har spillet violin siden hun var 7-8 år.
Hendes far, Peter Lønborg Nielsen, supplerer:
“Som forælder til en violinist, skal man have tålmodighed de første par år. Der er sandt når man siger, at det kan lyde som en kat, der bliver rykket i halen. De senere år, har det dog været en fornøjelse, når hun øver derhjemme.”

Noget mellem ørerne

Rebecca er violinist i mange sammenhænge. Hun spiller i kvartetten The Final Four på Den Kreative Skole. Hun er også en del af Fredericia Byorkester og strygeorkestret Sinfonietta Fredericia.
“Jeg er stolt af mit violinspil. Man kan jo ikke være dum - og samtidig spille violin. Det føler jeg i hvert fald ikke. Man skal have lidt mellem ørerne,” lyder det med et smil fra det 16-årige talent.
Violinen vil aldrig blive lagt på hylden. Rebecca vil dog ikke om at gøre det smukke instrument til sit levebrød.
“Man skal virkelig være heldig for at få en karriere som professionel musiker. Jeg vil hellere på CBS efter gymnasiet - det er min allestørste drøm. Men jeg vil altid spille violin. Jeg tør ikke at stoppe, for tænk, hvis jeg ikke kunne tage det op igen,” lyder det fra Rebecca, der har en del ynglingsnumre på repertoiret.
“Generelt kan jeg rigtig godt lide barokmusik - og Mozart. Men selvfølgelig fyrer jeg ikke op for klassisk til en fest. Jeg hører også almindelig rock- og popmusik.”