Gratis gældsrådgivning - også i fremtiden
Socialt udsatte vil også fremover kunne modtage rådgivning
I Haderslev tilbyder seks frivillige rådgivere hver onsdag gratis rådgivning om gæld for socialt udsatte. Det seneste år har omkring 100 udsatte mennesker fået hjælp.
Udsatte danskere har stadig stort behov for gældsrådgivning – selv om finanskrisen er overstået. Hurtige og dyre lån bør reguleres, da de bringer mange i bundløs gæld, mener KFUM's Sociale Arbejde.
Over 800 gældsramte får for tiden gratis gældsrådgivning af KFUM's Sociale Arbejde 20 steder i landet. Og i kraft af en ny bevilling på 3.153.840 kroner fra Socialstyrelsen er det nu sikret, at rådgivningen også kan tilbydes de kommende to år.
“Det er problematisk, så let det er at optage sms- eller kvik-lån, hvor du ikke altid kan gennemskue, hvor dyrt lånet er. Vi rådgiver mange udsatte mennesker, som skylder mange hundredetusinde kroner,” siger Lene Margård Pedersen, leder af Café Parasollen i Haderslev og lokal projektleder for gældsrådgivningen ”På Fode Igen” i KFUM's Sociale Arbejde.
“Vi ser gerne, at muligheden for hurtige lån begrænses. For eksempel ved at sætte et loft over renten og gebyrerne – den årlige omkostningsprocent. Eller ved at lånerne får en betænkningstid – som vi også kender, når vi køber andre produkter,” fortsætter Lene Margård Pedersen.
Rådgivningen ”På Fode Igen” under KFUM's Sociale Arbejde udføres af frivillige – typisk nuværende eller pensionerede advokater, bankansatte, revisorer og socialrådgivere samt unge, der studerer de samme fag.
Jonna er en af de brugere, som benytter sig af rådgivningen. Hun har haft en gæld på omkring 400.000 kroner til 37 forskellige kreditorer. Ved den første rådgivning hos ”På Fode Igen” mødte Jonna op med en pose uåbnede rudekuverter, for hun havde fuldstændig mistet overblikket over sin økonomi. Men efter rådgivning har Jonna kunnet indgå en akkordordning med flertallet af kreditorerne samt aftale en afdragsordning med resten: “Rådgivningen er det bedste, jeg nogensinde har gjort. Jeg håber, at andre gældsramte mennesker vil tage samme skridt,” siger hun.