Fortsæt til indhold

Voldsom brand i Køge Golfklub

Natten til onsdag brændte en lagerbygning hos Køge Golfklub

Arkiv
Martin Rasmussen

Flammerne stod helt op til 10 meter op fra en lagerbygning i Køge Golfklub i nat, da en voldsom brand ødelagde den bygning, hvor der blandt andet opbevares golfudstyr og ladestationer til golfvogne.
Branden blev meldt kort efter klokken 1.30 af en svensker, der sov i sin autocamper på golfklubbens parkeringsplads. Han blev vækket af et ordentligt brag og vågnede for at se de høje flammer.
Brandvæsenet besluttede omkring klokken 3 at foretage det, man kalder en kontrolleret nedbrænding af bygningen, da man havde vanskeligt ved at få slukket branden. Det havde høj prioritet at forhindre branden i at brede sig til nabobygningen, hvor man opbevarer kunstgødning.
Når det er muligt at færdes på selve brandstedet, og risikoen for nedstyrtningsfare er minimeret, vil politiets brandefterforskere med assistance fra kriminalteknikere forsøge at fastslå årsagen til branden, der har forårsaget skader for flere millioner kroner, oplyser politiet.