Fortsæt til indhold

Borde og stole skaber liv på Rådhustorvet

Nye bymøbler skal være med til at skabe hygge og liv på torvet

Arkiv
Arkiv

Fire nye borde og 19 nye stole skal sommeren over invitere borgere og turister til at sætte sig ned og nyde bylivet på Rådhustorvet i Vejle.
Det er efter ønske fra både borgere og butikker, at Vejle Kommune har sat gang i et forsøg med flere bymøbler i bymidten. I første omgang er det Rådhustorvet, der har fået glæde af nye borde og stole.
”Jeg glæder mig over, at vi nu kan sætte gang i forsøget med bymøbler, som en del af renoveringen af Rådhustorvet. På denne måde kan vi - inden vi udfører den endelige renovering - få prøvet nogle af borgernes og butikkernes idéer af i byrummet. Vores mål er at fortsætte den gode udvikling af Vejle Midtby og sørge for, at vi løbende udvikler hele gågaden og dermed fortsat skaber gode rammer for handlen og bylivet,” siger, næstformand og fungerende formand for Teknisk Udvalg, Leif Skov i en pressemeddelelse.
Forsøget sker som en del af den igangsatte renovering af Rådhustorvet, hvis udviklingsproces blev igangsat sidste år, hvor politikere, butiksejere- og ansatte, ejendomsejere og borgere kom med idéer og ønsker til renoveringen af torvet.
De 19 stole har Vejle Kommunes byvåben laserskåret ind i ryggen og vejer hver 19 kilo. Forsøget løber sommeren over og evalueres til efteråret. jer