Fortsæt til indhold

Roskildes fodbolddrøm

RB06 fejrer 110 år med en god placering - og under et nyt navn

Arkiv
Af Torben Kristensen

For 110 år siden mødtes fodboldinteresserede roskildensere og stiftede en klub, der fik navnet Roskilde Boldklub af 1906. Deres drøm var at få placeret domkirkebyen godt på spillets Danmarkskort, I de år spredte fodbolden sig hurtigt rundt om i landet. Det kan man se på navne som B1901 i Nykøbing F., B1903 ved Lyngbyvej, B1908 på Amager og B1909 i Odense. RB blev klubben kaldt til daglig i Roskilde, og for alle talentfulde unge spillere var det et mål at komme på det bedste hold. Gennem tiderne har der været mange udmærkede spillere som den gamle angriber Preben Sivebæk, der senere blev en af klubbens bedste trænere og stadig møder trofast frem til hjemmekampene i Rådmandshaven. Eller arkitekt Claus B. Hansen, som har lavet mange store byggerier i sin fødeby og bidraget til Idrætsparkens nuværende tribune. Som ung journalist på det daværende Roskilde Tidende husker jeg holdet fra slutningen af 1970'erne, der spillede sig fra 3. og op i 2. division med spillere som Lars og Pauli Andersen, John Sørensen og Torben Nielsen. Men efter efter indførelsen af professionel fodbold blev loyalitet mod hjembyens hold noget af et fremmedord, og mange af Roskildes allerbedste gik i stedet til andre klubber med større succes, f.eks. Brøndby.

Fødeklub

RB06 kunne ikke skaffe nok penge til at være med i toppen af dansk fodbold og besluttede i stedet at gå sammen med Himmelev og Svogerslev i 2004 for at stifte FC Roskilde. Siden har de to andre klubber dog trukket sig ud, så i dag er RB den eneste 'fødeklub' for divisionsholdet og indehaver af den licens, de spiller på. Formand Frank Thaulow accepterer helt denne rolle, hvor ideen er, at klubbens bedste hold nu er i Sjællandsserien og bruges til at holde FCR-reserver i form. - Vi har dog en aftale om, at det kun skal være 3-4 ad gangen, så vore faste spillere ikke bliver trætte af at skulle vige pladsen for divisions-reserver. - Vi havde chancen for at komme op i Danmarksserien men tabte desværre de afgørende kampe. Det var lidt ærgerligt, for så kunne vi have fået nogle gode lokalopgør med KFUM, der jo også missede deres oprykningschance. Samtidig foregår et stort ungdomsarbejde i RB06, der ligger i landets næstbedste lag indenfor alle aldersgrupper. I øjeblikket har klubben således et meget talentfuldt U19-hold, som Frank Thaulow og de øvrige forventer sig meget af. - Man kan godt sige, at stifternes drøm for så vidt er gået i opfyldelse, når FCR nu spiller i 1. division og er blandt landets 20 bedste. Selv om det altså er under et andet navn, siger Frank Thaulow.

Formand Frank Thaulow ved indgangen til klubkantinen, hvor veteranerne stadig samles hver onsdag og til divisionsholdets hjemmekampe. (Foto: Per Rudkjøbing)

Trofast fremmøde

De gamle RB'ere møder fortsat trofast op hver onsdag, hvor nogle sparker til bolden, og nogle bruger motions-maskinerne. Andre nyder bare det sociale samvær i det fine lokale, som klubben nu har i den store tribune-bygning i den modsatte side af FCR's Spar Nord Lounge. Klubben har i dag 750 medlemmer, hvoraf langt de fleste spiller i ungdomsrækkerne. Jubilæum 6. august fejrer Roskilde Boldklub af 1906, at fodboldklubben blev stiftet for 110 år siden. I dagens anledning holdes reception fra klokken 12.00 i klubhuset i Roskilde Idrætspark. Klokken 13 spiller klubbens nuværende førstehold en opvisningskamp mod en kendt modstander.