Havhingsten i leding
Roskildes store krigsskib besøgte vikinge-kongernes anden by Vordingborg
Roskildes store vikingekrigsskib Havhingsten af Glendalough er på sommertogt. I sidste uge lagde det næsten 30 meter lange skib til i Vordingborg, som var en anden hovedby i datidens danske rige.
Gåsetårnet knejser som bevis på byens strategiske betydning. Her samlede kongen sin ledingsflåde af vikingeskibe, før de drog ud mod venderne og andre fjender omkring Østersøen.
Havhingstens togt er lidt mere fredeligt, selv om det er en del af ‘Kongens Togt', der beretter om Knud den Stores færden.
- Vi benytter turen til at lære nye besætningsmedlemmer op, siger Ivan Jakobsen fra Vingeskibsmuseet. Han er også en del af den øvede besætning.
- Da jeg kom om bord, havde Havhingsten været på togt i en uge, og jeg regnede med, at det hårde vejr havde slidt hårdt på besætningen. Det var ikke tilfældet, de havde taget strabadserne som en udfordring.
Bådens mandskab sørgede selv for udfordringerne under turen fra Fejø til Vordingborg.
- Vi har øvet en masse manøvrer i farvandet, da vi har haft tiden og pladsen til det, siger Ivan Jakobsen.
Kongens Togt slutter hjemme i Roskilde, hvor Havhingsten lægger til lørdag 30. juli med arrangementer ved Vikingeskibsmuseet og på Museumsøen fra klokken 11 til 18.
I dag tirsdag 26. juli, kan man opleve båden ved Munkholmbroen, hvor der fra klokken 12 til 18 er børnevenlige aktiviteter.
jp@roskildeavis.dk