Fortsæt til indhold

Flere studerende optaget på EASJ

Stigende adgangskvotienter vidner om øget interesse for Erhvervsakademi Sjælland

Arkiv
Arkiv

uddannelse Ni procent flere end sidste år ansøgte om at blive optaget på Erhvervsakademi Sjælland, mens to procent flere blev optaget, og dermed har adgangskvotienterne i år fået et skub opad. I alt 1.343 kommende studerende fik lørdag 30. juli besked om, at de er blevet optaget på en af EASJ’s 25 videregående uddannelser. Erhvervsakademi Sjælland udbyder videregående uddannelser inden for IT, det tekniske og det merkantile område og følger den landsdækkende tendens til, at optaget på IT og de tekniske uddannelser er stigende, mens optaget på det merkantile område er faldende, fremgår det af en pressemeddelelse fra Erhvervsakademi Sjælland.

Multimedie-boom i Køge

Som eksempler på den positive udvikling i IT og det tekniske områdes optag nævnes, at Køge har optaget 28 procent flere på uddannelsen til multimediedesigner og at Næstved har optaget 35 procent flere på uddannelsen til bygningskonstruktør. Desuden kan Roskilde og Slagelse sige velkommen til 24 procent flere på hver af følgende uddannelser: datamatiker (Roskilde), multimediedesigner (Slagelse) og procesteknolog (Roskilde). ”Det glæder mig at se, at vi nu på femte år oplever stigende interesse for vores uddannelser, og at det gælder for alle de byer, hvor vi er i regionen. Det viser os, at vi er til stede de rigtige steder med de rette uddannelser. At bredden og variationen i vores udbud er i orden,” siger rektor for Erhvervsakademi Sjælland, Ulla Skaarup i pressemeddelelsen. Håndværksrådet, der organiserer 18.000 små og mellemstore virksomheder, er også tilfredse: ”Danmarks virksomheder er dybt afhængige af dygtige og specialiserede medarbejdere for at forblive konkurrencedygtige og udvikle sig. Derfor er det meget glædeligt, at unge har så stor interesse for den brede vifte af uddannelser, der udbydes af eksempelvis Erhvervsakademi Sjælland,” siger Håndværksrådets administrerende direktør Ane Buch. Reguleringen af uddannelsesudbuddet har betydet, at næsten alle adgangskvotienter på Erhvervsakademi Sjælland er steget. Eksempelvis ligger laboranterne i Slagelse og Roskilde nu på henholdsvis 7,8 og 7,9, hvor de sidste år lå på 7,2 og 6,4. Datamatikerne i Roskilde har i år minimum et gennemsnit på 5, hvor de i 2015 kunne nøjes med et snit på 3,4, mens procesteknologerne er steget fra 5,5 til 6,4.

Stadig ledige pladser

En række af Erhvervsakademi Sjællands uddannelser har stadig ledige pladser. I Køge drejer det sig om administrationsøkonom, multimediedesigner, serviceøkonom, logistikøkonom, AP Graduate in Service, Hospitality and Tourism Management (vinterstart). Mange af pladserne forsvinder dog hurtigt, og Erhvervsakademi Sjælland opfordrer derfor til, at man holder sig orienteret på www.easj.dk, hvor listen bliver opdateret dagligt. jesl