Lær om badesikkerhed og livredder-teknikker
Østerstrand omdannedes til livredder-skole på tirsdag
Der er aktiviteter for hele familien på Østerstrand i Fredericia den 19. juli, når Trygfondens LivredderPatruljen kommer på besøg.
Som livredder-praktikant får børnene lov til at prøve livreddernes udstyr, og sammen med forældrene kan de melde sig til Livreddertesten, hvor de for eksempel skal padle på et rescueboard, deltage i en redningsaktion og kaste med redningskranse. Som noget nyt vil børnene også kunne prøve kræfter med nogle af Danmarks stærkeste OL-atleter inden for vandsport.
Siden 1998 har Trygfondens LivredderPatrulje hver sommer rejst rundt til de danske strande for at fortælle strandgæsterne om badesikkerhed og demonstrere, hvordan man færdes sikkert ved og i vandet.
"Vi prioriterer badesikkerhed meget højt og arbejder for at undgå ulykker på stranden. For at give børn og voksne gode strandvaner forsøger vi derfor at involvere strandgæsterne i nogle lærerige aktiviteter. Med vores Livreddertest kan børnene på en sjov måde sammen med forældrene lege gode vaner ind og blive mere fortrolige med, hvordan man færdes sikkert ved og i vandet. Børnene kan samtidig prøve at være livreddere for en formiddag, hvor de og deres forældre får lov til at være med til opgaver, som vores livreddere udfører på strandene," siger René Højer i en pressemeddelelse. Han er programchef for sikkerhed i Trygfonden.
"Både yngre og ældre børn kan blive udfordret som livreddere, da de forskellige aktiviteter er inddelt efter alder. Og når man ikke igennem alle øvelser i Livreddertesten på én dag, kan man fortsætte en anden dag på en anden strand, hvor LivredderPatruljen er på besøg. Man skal bare medbringe sit livredderdiplom, hvor livredderne sætter et kryds for hver gennemført øvelse," siger Anders Myrhøj, chef for drift og sekretariat i TrygFonden Kystlivredning, og fortsætter:
"I anledning af det forestående OL har vi i år en fysisk test, hvor man kan prøve, om man kan være lige så hurtig som for eksempel svømmeren Lotte Friis eller windsurferen Sebastian Fleischer. Så alle interesserede må endelig komme forbi og få en god oplevelse med LivredderPatruljen,"
Programmet på Østerstrand begynder klokken 10 og slutter klokken 14. Der er en halv times pause ved 12-tiden.