Skoler hejser flaget for ny skolepolitik
Folkeskolerne i Kolding hejser flagene for kommunens nye skolepolitik
Da eleverne i Koldings Folkeskoler mandag mødte ind til et nyt skoleår, blev det også til en ny skolepolitik.
140 personer fra skoleområdet har givet input til det, der nu kan præsenteres som politikken for de næste fire år under overskriften ”Sammen løfter vi læring”, hvor fire værdier tegner skolepolitikken: Fællesskab, Forskellighed, Glad i skole samt Lyst til at lære.
Som noget helt nyt er det ikke fastsat på forhånd, hvordan de fire værdier konkret skal udføres i praksis. Der ligger nu en opgave på hver skole med at få omsat den overordnede skolepolitik til lokale forhold.
”Overskriften “Sammen løfter vi læringen” betyder, at der er frihed for den enkelte, i en ramme der konstituerer et stærkt læringsfællesskab, hvilket giver de bedste resultater fagligt såvel som socialt. Frihed i fællesskab er klangbunden i et skolevæsen, hvor skolerne er herre i eget hus, men aldrig alene hjemme”, siger skolechef, Morten Kirk Jensen i en pressemeddelelse.
For politikkerne i Koldings Børne- og Uddannelsesudvalg, der har været med til både at forme og godkende den nye politik, har det også været vigtigt at udmøntningen af de nye værdier sker ude på skolerne.
”Folkeskolerne i vores kommune gør det utrolig godt, og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at det skyldes engagerede og fagligt dygtige medarbejdere, der formår at skabe en samværskultur, der både stiller krav men også skaber nysgerrighed blandt eleverne. Det er ingen selvfølge og jeg er overbevist om, at de rammer vi politisk sikrer kan være altafgørende for den balance. Den nye skolepolitik er et super godt eksempel på respekten for det virke den enkelte lærer og skolerne har, og jeg glæder mig rigtig meget til at se de mange forskellige bud på udmøntningen af det fælles værdisæt”, siger formand for Børne- og Uddannelsesudvalget, Christian Haugk.