Vandkunst skal hylde Hønekilden
Sønderborg Kommune inviterer til indvielse onsdag 17. august
Første del af helhedsplanen for Havbogade-kvarteret i Sønderborg er ved at tage form. Den omfatter en fin, ny plads med en vandkunst, som indvies onsdag 17. august kl. 17.
Arbejdet med pladsen er i fuld gang, så man allerede nu kan få et godt indtryk af det åndehul, der opstår her.
Hønekildens udspring bevares som nu som en hemmelig grotte i skrænten bag en beplantet mur, så fokus sættes på den nye vandkunst.
Vandhaner og bronzehøns
Det er den lokale kunstner, Vibeke Fonnesberg, der i samarbejde med kommunens tidligere borgmester og nuværende Kunstfond-formand, A.P. Hansen, har skabt vandkunsten foran den gamle Hønekilde. Det nye kunstværk er en humoristisk fortolkning af navnet Hønekilde med rislende vandhaner og bronzehøns, der bringer vandet i fokus.
Projektet er en del af en helhedsplan for Havbogade-kvarteret, som også omfatter en lille byhave og en promenade langs den nye småbådehavn nedenfor kvarteret. Se mere på www.byenshavn.dk. jesl