Tusindben klar til ny (om)gang
Hvert år holder vandreforeningen Tusindben pause i juli måned. Så går mange Tusindbenfolk andre steder eller i andre sammenhænge, som ferietiden og sommervejret giver lejlighed til.
Nu er det igen tid til at sætte gang i de ugentlige gåture. I august og september måned sker det i Rise-Søst skovene hver tirsdag aften, og mødestedet er skovens P-plads ved Ravnholt.
Tusindben-deltagerne kan så glæde sig til at se, hvornår turlederne på de to hold lægger ruten rundt om Vestersø, over engen, op til flyvermindesmærket op ad de lange bakker, langs åen eller forbi det nye sygehus.
Mødestedet er en populær P-plads, så det er tit en opgave at få alle bilerne placeret uden at lukke andres biler inde, men det plejer at lykkes med samarbejde og smidighed, fortæller Troels Olesen fra Tusindben.
Starten på turene er kl. 18.30 hver tirsdag i august og september. Derefter skifter mødested og –tid. Et hold går seks km i roligt tempo, mens det andet hold går syv km i hurtigere tempo. Der er ingen tilmelding. Det er gratis, og nye er meget velkomne.