Fortsæt til indhold

“Det er ganske hyggeligt”

Bevaringsværdige sejlskibe kom til Middelfart. Anders Bruun brugte en del af sin sommerferie om bord på ’Emanuel’

Arkiv
Lars Saugbjerg

I år sejlede 37 flotte sejlskibe rundt om Fyn på den venskabelige kapsejlads ”Fyn Rundt for Bevaringsværdige Sejlskibe”. Skibene var i Middelfart tirsdag og onsdag i sidste uge. Anders Bruun fra København var en del af besætningen på 'Emanuel', et sejlskib fra 1902. I dag er 'Emanuel' et foreningsskib, der sejler på togter med medlemmerne.
“Det er første gang, jeg er med. Vi er 10 besætningsmedlemmer, og det er ganske hyggeligt,” lød det fra Anders Bruun, da Lokalavisen mødte op på kajen - kort før sejladsen mod Assens.
Duften af tjære, tovværk og saltvand hang i luften. Vinden lod vente på sig.
“Måske ender det med, at vi må ro til Assens,” lød det med et smil fra den københavnske sømand, der havde valgt at bruge den sidste rest af sin sommerferie på sejlads.
“Jeg er meget begejstret for miljøet om bord. Besætningen er delt op i tre hold, der tager sig af forskellige opgaver på skift. Det er meget socialt, og vi kommer helt tæt på hinanden i løbet af ugen,” fortalte Anders Bruun.
De mange skibe lagde til kaj i Kerteminde, Middelfart, Assens, Marstal og Svendborg. På havnene var der aktiviteter for publikum, blandt andet åbne værksteder med sejlmager, rebslager og gammeldags smedje.