Fortsæt til indhold

Aabenraas borgmester med i Ungdomsparlament

Når der afholdes Ungdomsparlament på Schackenborg Slot, den 11. august, er det med blandt andre Thomas Andresen i panelet

Arkiv
Peter Rasmussen

Der afholdes 'Ungdomsparlament' på Schackenborg Slot, den 11. august imellem klokken 14.00 og 17.00. Under temaet "Jung Zusammen" vil 50 unge fra Danmark og Tyskland fremlægge fælles visioner for grænselandets fremtid for politikere fra Folketinget, Region Syddanmark, landdagen i Slesvig-Holsten og lokale borgmestre.
Politikerne som deltager er: Christian Juhl (EL), Marie Krarup (DF), Susanne Eilersen (DF), Mette Bock (LA), Hans Philip Tietje (V), Jens Møller (V), Vibeke Syppli Enrum (Ø), Lars Harms (SSW), Dr. Patrik Breyer (Piraten), Tobias von Pein (SPD), Henrik Frandsen (V), Thomas Andresen (V), Erik Seifen (2. bypræsident, Flensborg), Wilfried Bockholt (Niebüll) og Andreas Deidert (Leck).
"Danmark gør en stor indsats for at udbygge sit gode forhold til Tyskland, eksempelvis gennem regeringens Tysklandsstrategi og på regionalt plan i samarbejdet mellem Region Syddanmark og delstatsregeringen i Slesvig-Holsten. For også i fremtiden at kunne styrke relationerne til Tyskland og tyskerne er det vigtigt med gensidige møder i øjenhøjde.
Et sådant møde er det politiske fremtidsværksted 'jUNG zuSAMMEN'. Her samles unge danskere og tyskere i grænselandet – på Højskolen Østersøen (Aabenraa) og Nordsee Akademie (Leck) – for at møde hinanden, skabe netværk og for i fællesskab at udvikle løsningsforslag for fremtidens udfordringer," hedder det i en pressemeddelelse om arrangementet.
Forud for ungdomsparlamentet har de unge således i to uger beskæftiget sig med nogle af tidens store samfundsmæssige udfordringer, såsom tilvandringen af flygtninge og migranter, klimaforandringer og den teknologiske udvikling. De har udviklet ideer og løsningsforslag, som de nu vil fremlægge politikerne.

Schackenborg Slot lægger smukke rammer til Ungdomsparlamentet.