Historisk dag ved Nordborg Slot
aktiviteter En del af slotssøen og parken ved Nordborg Slot på Als forvandles lørdag 13. august til et levende historisk marked med gratis adgang.
Historisk Dag ved Nordborg Slot er et arrangement, hvor der vises flere epoker fra den danske historie. Her træffes jernalderfolk i krigskano, vilde vikinger til hest, stolte herremænd og fruer fra middelalderen samt gæve stridsmænd og kyske ungmøer.
Markedspladsen summer af liv og i boderne fremvises gamle håndværk og lokalhistorie fra Als og Sundeved. Dagens program byder blandt andet på historisk ringridning, drabelige sværdkampe, dansepiger og meget, meget mere.
Sejlture på slotssøen
På søen ses Færøbåden Ottar og Hjortspringbåden Tilia - en tro kopi af den plankbyggede båd der blev fundet i en mose og dateres til 350 f.kr. På dagen kan man komme på slotssøen med både Tilia og Ottar.
Herremænd og landsknægte kan ikke gå en hel dag uden vådt og tørt. Det kan andre nok heller ikke, så der kan købes mad og drikke på pladsen. jesl