Fortsæt til indhold

Stor forskel på Nabohjælps udbredelse i Varde Kommune

Der er stor variation i antallet af Nabohjælps-tilmeldte husstande i Varde Kommune. Men få jer meldt til, lyder opfordringen fra Syd- og Sønderjyllands Politi. For Nabohjælp nytter

Arkiv
Af Camilla Thorsø Lund

Janderup står øverst på listen, mens Vejers Strand ligger i bunden. Der er stor forskel i antallet af Nabohjælps-tilmeldte husstande i postnumrene i Varde Kommune. En opgørelse fra Syd- og Sønderjyllands Politi viser, at spændet ligger mellem alt fra nul til 259,3 pr. 1000 indbyggere.
Ifølge specialkonsulent hos Syd- og Sønderjyllands Politi, Christian Østergård, er der flere årsager til de store forskelle internt i kommunen.
"Nogle områder har taget det mere til sig end andre, og så kan der være nogle ildsjæle i bestemte områder, som sørger for at få andre med. Derudover er der nogle steder, hvor husene ligger langt fra hinanden, og hvor man måske synes, at det ikke giver så meget mening at have et Nabohjælp-system. Men det er misforstået," siger Christian Østergård og fortsætter:
"Det giver altid mening, at folk hjælper hinanden med at se efter deres boliger."

Op mod hvert fjerde indbrud forebygges

De områder, der ligger nederst på listen, bør få meldt sig til, lyder opfordringen. For Nabohjælp nytter. Ifølge Christian Østergård forebygger Nabohjælp op mod hvert fjerde indbrud.
"Nabohjælp er vigtigt, fordi det, indbrudstyve frygter allermest, er at blive opdaget af mennesker. Så hvis de først bliver spottet, for eksempel af en nabo, vil de som regel tage flugten, siger Christian Østergård og slutter:
"Og vi vil jo gerne have at så få borgere som muligt bliver udsat for indbrud. Og her er Nabohjælp en måde, hvor borgerne kan hjælpe dem selv og politiet med at begrænse antallet af indbrud," siger Christian Østergård.

Sommeren er højsæson for indbrud: Sådan forebygger du det
Sig hej til uvedkommende i gaden, så de er klar over, at de er set. Spørg eventuelt om der er noget, du kan hjælpe med.
Hold øje med naboens hus. Tøm evt. postkassen, fyld skraldespanden, parkér en bil eller cykel i garagen, så huset udstråler liv.
Sørg for at eventuelle haveredskaber er låst inde, så de ikke står frit fremme i haven og kan bruges til at begå indbrud.
Gem værdigenstande af vejen, så de ikke kan ses gennem et vindue.
Lad være med at poste på Facebook eller andre sociale medier, at du er på ferie, medmindre du er sikker på, at din profil ikke er offentlig.


Hvor gode er I til Nabohjælp i dit nabolag? Find dit postnummer i tabellen og find ud af det:

(Antallet er pr. 1000 indbyggere. Opgjort 1. juli 2016.)

6851 Janderup 259,3
6852 Billum 130,9
6840 Oksbøl 125,7
6800 Varde 113,0
6855 Outrup 93,9
6818 Årre 91,8
6830 Nørre Nebel 79,6
6870 Ølgod 72,0
6862 Tistrup 50,4
6854 Henne 44,6
6753 Agerbæk 43,4
6857 Blåvand 38,5
6823 Ansager 38,4
6853 Vejers Strand 0,0

Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi