Fortsæt til indhold

Kodeordet hedder “Respekt”

Arkiv
Arkiv

“Du kan sagtens løbe fra den fede tøs” - og ”gå efter benene”.
Sådan lyder tilråb fra forældre på sidelinjen i dansk børnefodbold ifølge en ny undersøgelse foretaget blandt mere end 2000 spillere, trænere, dommere og andre frivillige i dansk fodbold. En femtedel af de adspurgte oplever, at særligt forældres opførsel er blevet værre de senere år med tilråb og indblanding i spillet på banen.
Undersøgelsen har fået DBU til at lancere holdningskampagnen ‘Husk Respekten – også Udenfor Banen' med plakater, film og andet materiale. Kampagnen lanceres i denne uge med en film, hvor den tidligere landsholdsspiller og assisterende landstræner, Martin Jørgensen, får skæld ud af et 10-årigt barn i samme tone, som flere børn desværre lægger ører til på de danske fodboldbaner ifølge undersøgelsen.
Martin Jørgensen har selv oplevet den hårde tone i børnefodbolden.
”Dagen efter vi optog videoen til kampagnen, var jeg med min egen knægt til fodbold. Han spiller U9. Og flere af de tilråb jeg oplevede fra nogen af forældrene, og som jeg sågar har hørt fra trænere, får mig til at krumme tæer,” fortæller den tidligere landsholdsspiller.