Barokken går amok i Aabenraa
Aabenraa Barokfestival åbner 5. august med en koncert i gården hos Marcussen og Søn
Aabenraa Barokfestival åbner med en koncert i gården hos Marcussen og Søn fredag den 5. august klokken 17.00. På programmet er Løvendahls Galej, der spiller værker af bl.a. Händel og Telemann. mens Festivalens “husorkester”, The Nordic Baroque Band, medvirker ved flere af festivalens koncerter.
Fredag aften klokken 19.00 fortsætter de barokke toner i NygadeHuset. Elever fra Aabenraa Musikskole præsenterer indledende, hvad de har brugt kræfterne på i løbet af ugen. Derefter medvirker både sopranen Stine Elbæk fra Opera på Grænsen og det lokale Aabenraa Vokalensemble til en festlig aften.
Lørdag den 6. august klokken 11 bydes først på musik med Trio col Basso i Carstensens Tehandel. Derefter er der mulighed for at komme på orgelsafari, når Prof. Bine Bryndorf spiller en halv times orgelmusik i alle tre kirker. Kllokken14.00 spilles i Høje Kolstrup Kirke, klokken 15.00 i Sct. Jørgens Kirke og klokken 16.00 i Sct. Nicolai Kirke. Der bydes på lidt forfriskninger mellem koncerterne.
Festivalen slutter med en stor fælleskoncert i Sct. Nicolai Kirke klokken 20.00. Festivalen støttes af Kulturelt Samråd, Aabenraa Kommune og Sydbank. Der er fri entré.