Fortsæt til indhold

Mellem latter og sorg

To ildsjæle arrangerer for fjerde år en støttekoncert for Hospice Sjælland

Arkiv
Af Simon Ankjærgaard

Et sted mellem lys og mørke. Mellem latter og sorg. Mellem liv og død. Der er en helt særlig stemning i de lyse, luftige lokaler på Hospice Sjælland, der ligger i udkanten af Trekroner med udsigt ud over bakker og skov. Her har jeg sat ægteparret Inge og Erling Møllehave stævne. De er pensionister og har siden 2011 været frivillige på hospicet. Og så står de for fjerde år for at arrangere en stor støttekoncert. I år finder den sted fredag 9. september i Kirke Såby Kirke og Sognegård. Inge og Erling Møllehave fra Kr. Sonnerup blev i sin tid spurgt, om de ville være med i bestyrelsen for Støtteforeningen for Hospice Sjælland, men ingen af dem er gode til stillesiddende møder. De vil være i gang – de vil mærke, at de gør en forskel for andre mennesker. Derfor begyndte de som frivillige. Dem er der 70 af i alt på Hospice Sjælland. - Vi har vores faste fredagsvagter, hvor vi serverer den tilberedte mad for beboerne og helt overordnet bare sørger for, at alle har det så godt som muligt. Hvis der er stemning for det, spiller Erling et par numre på klaveret, fortæller Inge Møllehave. - Det er vigtigt, at beboerne får lige nøjagtigt dét, de har brug for. I deres sidste tid skal de ikke mangle eller savne noget. Hvis de midt om natten har lyst til rødgrød eller pizza, får de det. Næsten alt, kan lade sig gøre. - Jeg har hørt flere sige, at det er som at komme i paradis, når de flytter ind på hospice, siger Erling Møllehave og fortsætter: - Nogle gange har de brug for at komme lidt ud. Så kører vi en tur med dem. For nogen tid siden var jeg i Roskilde Domkirke med en af beboerne i vores egen bil. Vi oplever så megen taknemmelighed både fra beboerne og deres pårørende.

10 år med omsorg

I juni kunne Hospice Sjælland fejre sit ti års jubilæum. Der er plads til 16 beboere, og stedet er naturligvis fuldt bemandet med hospicechef, læger, sygeplejersker, fysioterapeut, økonomaer, en pedel, en præst og en harpe-terapeut. - Når man har kontakt med beboerne på et hospice, så får man virkelig sat sit liv i perspektiv, forklarer Inge Møllehave. - At være frivillig på hospice er meget givende. Det kan lyde mærkeligt, men midt i sorgen er der også plads til latter. På hospice er tid, nærvær og omsorg nøgleord. Nogle af beboerne er der i sagens natur ikke så længe, og det er ikke alle vi møder, men vi kommer let til at knytte os til dem, vi får kontakt til. Det kan være hårdt men også meget livsbekræftende. - Vi føler det begge som et stort privilegium at være frivillige på det smukke sted, som Hospice Sjælland er og stærke livshistorier bliver modtaget med stor ydmyghed, fortsætter Inge Møllehave.

Musik og auktion

Der er stor en interesse for støttekoncerten, og igen i år har trofaste sponsorer doneret en række store gaver til brug for auktionen. - Det koster 200 kroner at deltage i koncerten i kirken, hvor de dygtige kunstnere, hvoraf flere har været med alle fire gange, vil glæde os med sang og musik, og hvor blandt andet Sonja Oppenhagen vil underholde. Efterfølgende serveres der sandwich og vin for 50 kroner i Den Gamle Skole, som ligger overfor kirken, siger Inge Møllehave – og supplerer med et smil: - Og så kommer der en hemmelig gæst og overrasker med et festligt indslag. Hvis man har lyst til at støtte den gode sag, kan man tilmelde sig koncerten i Kirke Såby Kirke den 9. september kl. 19 hos Inge og Erling Møllehave på tlf. 24 23 80 15 eller forlagetvictor@mail.dk. Tilmeldingen er bindende.