Fortsæt til indhold

Oplev en skoledag anno 1892

Lille Heddinge Rytterskole byder inden for til en skoledag for over 100 år siden

Arkiv
Arkiv

Når klokken ringer ind torsdag den 4. august klokken 10.00 på Lille Heddinge Rytterskole har skolebørn i alle aldre samt deres forældre/bedsteforældre mulighed for at komme og opleve, hvordan det var at gå i skole for mere end 100 år siden.
Børnene får deres eget skolehæfte og den myndige lærerinde Frøken Findsen vil undervise i staveord, læsning, bibelhistorie, skønskrivning og regnestykker. Oplæsning foregår i kor og man rejser sig naturligvis op, når man svarer lærerinden. Hvis man ikke opfører sig ordentligt, kan man risikere at blive sendt i skammekrogen... Det sker oftest for forældre/bedsteforældre, når de snakker i timen.
Naturligvis bliver der også tid til gamle lege i skolehaven og en lille mellemmad.
Det hele foregår i autentiske rammer i Lille Heddinge Rytterskole fra 1722. Bygningen er fredet og vurderes at være den bedst bevarede af de 241 rytterskoler som Frederik IV fik bygget i 1720`erne for at børn på landet også kunne blive undervist. Skolen var i brug frem til 1892 og fremstår smukt bevaret med gammelt skoleinventar - en helt lille oplevelse i sig selv.
Man er velkommen til at tilmelde sig på forhånd hos Østsjællands Museum på tlf. 56502806 eller mail museum@oesm.dk. Man er også velkommen til blot at møde op på dagen. Der skal betales 25 kr. kontant i skolepenge pr. elev. Adressen på skolen er Ryttervej 2, Lille Heddinge, 4673 Rødvig.