Fortsæt til indhold

Op fra Danmarksserien

KFUM stiller med en 35 mand stor trup til ny sæson med start i Hillerød lørdag

Arkiv
Jan Partoft

Foto: Erling J. Pedersen
Når KFUM's spillere løber på banen første gang i denne sæson, er det med det klare mål at det skal være sidste sæson i Danmarksserien. Målet er en oprykning til 2. division.
- Det er vores klare udmelding, at vi skal rykke op, når sæsonen er overstået, siger cheftræner Palle Olsen fra KFUM.
- Nu har vi de seneste år ligget i toppen lige under oprykningspladserne, så nu er målet helt klart at vi skal vinde Pulje 1 i Danmarksserien.
Palle Olsen og KFUM har også et godt fundament at bygge på. Holdet har kun mistet en spiller fra sidste sæson og der er kommet mange nye til fra klubbens eget U19-hold.
- Vi har kun måtte sige farvel til Luka Dumic, hvad der selvfølgelig er ærgerligt, men ikke uventet, siger Palle Olsen.
- Selvfølgelig er der andre, som har opdaget ham, det kan ikke undgå, når han er topscorer. Nu er han rykket til Hvidovre.

Egne spillere

Palle Olsen tror på at truppen har styrken til at komme helt til tops denne gang.
- I den tid jeg har været i KFUM har bredden af spillersammensætningen aldrig været større end den der nu. Så jeg mener også at vores andethold er i stand til at rykke op i Serie 1.
- Danmarksserieholdet er blevet forstærket med nogle af vores egne U19 spillere, som Emre Selvi, målmanden Tobias Bagge, Christoffer Blond, Mathias Elvig og Aske Andersen.
- Jeg synes at det er hel i tråd med hvad klubben står for. Vi vil gerne bygge på vores egne spillere. Men derfor kunne jeg da godt tænke mig en spiller, der kan afløse Luka Dumic.
KFUM's trup er sammensat af 35 spillere i skrivende stund.
Fra denne sæson er der fire puljer i Danmarksserien. Hver puljevinder rykker op i 2. division. KFUM er kommet i Pulje 1, der udelukkende består af sjællandske hold.
- Det er godt, så skal vi ikke bruge så meget tid på transport, siger Palle Olsen.
- Vi kommer også til at møde nye hold, det er kun Taastrup FC og Kalundborg GB, der er med fra sidste sæson.
KFUM's første kamp er på udebane. Holdet skal møde Hillerød Fodbold lørdag 6. august. Der er kampstart på Hillerød Stadion klokken 15. Første hjemmekamp er lørdag 18. august med kampstart klokken 13.30. Gæsterne er Jægersborg BK.

jp@roskildeavis.dk

KFUM's spillere har fået en klar opgave i år: I skal vinde så mange kampe, at holdet kommer på 1. pladsen. Her er det Anders Palle i aktion i en træningskamp mod Holbæk.