Her kender de fleste C4 Videncenter
…og virksomhederne er tilfredse med den service de får, viser undersøgelser blandt brugerne af C4 Videncenter, der samler den offentlige erhvervsservice
hillerød Nævn navnet ”C4 Videncenter” for en virksomhed i Hillerød Kommune. Så ved mere end syv ud af ti ifølge en undersøgelse, at der er tale om huset på Krakasvej 17 i Hillerød, der huser 33 innovative iværksættervirksomheder og henholdsvis den kommunale erhvervsservice og Væksthuset, som rådgiver vækstorienterede virksomheder i regionen. Direktør i C4 Videncenter, Erik Helmer Pedersen, kan derfor ikke helt genkende konklusionerne i en ny undersøgelse fra Håndværksrådet, som viser, at mange små og mellemstore virksomheder ikke bruger eller kender til den offentlige erhvervsservice. ”Vi har en ret høj kendskabsgrad blandt de lokale virksomheder, viser vores undersøgelser. Det hænger nok sammen med, at C4 Videncenter nu har eksisteret i ti år, og at det har en lokal placering. Samtidig er C4 også en forening og et netværk, og det betyder, at dem der opsøger netværket, også får et kendskab til den offentlige erhvervsservice,” siger Erik Helmer Pedersen. Og rådgivningen bliver brugt, fastslår direktøren. Siden 1. januar 2016 har der f.eks. været afholdt 60 en-til-en møder med iværksættere, og løbende er der henvendelser fra virksomheder, som har spørgsmål om alt fra netværk til råd og vejledning om eksport, salg til det offentlige, ledelse mv. ”Så vi føler, at interessen for erhvervsservicen er stor. Men jeg er også klar over, at der hos en del er en holdning om, at ’det offentlige har sikkert ikke forstand på erhvervslivet’ og man derfor ikke bruger de servicetilbud, der er. Derfor bør nogen kommuner nok blive bedre til at fortælle, hvad virksomhederne kan bruge dem til. For vores undersøgelser viser, at mere end 90 procent af de virksomheder, der benytter sig af vores service, udtrykker meget stor tilfredshed bagefter,” siger C4-direktøren.