Fortsæt til indhold

Fajar Slou gør sine drømme til virkelighed

Syrisk flygtning debuterer som instruktør af eget teaterstykke på Smedeværkstedet

Arkiv
Nina Møller

Integration. Kulturmøde. Man kunne sætte store, dyre ord på det teaterprojekt, syriske Fajar Slou sætter op på Smedeværkstedet på lørdag. Det gør han dog ikke selv. Han laver “bare” teater, simpelthen fordi han brænder for det. Han er uddannet dramatiker fra universitetet i Damaskus. Skæbnen har dumpet ham ned i Varde Kommune, i 7-kantens land, og han har grebet chancen for at arbejde i deres regi.

To-sproget stykke

Det er ni måneder siden, han kom hertil som flygtning fra Syrien. Han er på integrationsydelse, og yder allerede selv en indsats for integrationen med sit teaterstykke med titlen Bridge Over Troubled Water. Stykkets hovedperson er Omar, som flygter fra Syrien. Hans skib går ned, og hans kone og datter drukner. Fajar har ikke selv haft så traumatiske oplevelser. Han er 25, og har endnu ikke kone og børn, men sin mor og to søstre tilbage i Syrien og en bror i Norge.

Fajar på 25 med sin ven Waseem, der er medforfatter på manuskriptet, og som til dette interview hjalp med at over lidt mellem engelsk og arabisk.

Bygger bro Stykkets første akt er komedie, hvor europæerne er flygtet til et arabisk land, hvor de er bange for de fremmede europæere. Et dramaturgisk greb, der tjener til at publikum sætter sig i flygtningens sted.

“Nogle tror, at alle muslimer er terrorister og med i ISIS,” siger Fajar.
Med stykket vil han gerne nedbryde fordomme.
“Jeg vil gerne vise, hvad det betyder at være flygtning og at vi skal hjælpe hinanden.“
Anden akt er tragedie om flygtningen Omar. Følelsesmæssigt kommer publikum med andre ord ud i alle hjørner. “Jeg vil gerne have folk til både at grine og græde,” siger Fajar.

Her ses teatergruppen, der spiller med i stykket Bridge over Troubled Water. Stykket sættes op i samarbejde med 7-kanten. Foto: 7-kanten.

Fremtidsdrømme

Gennem tre måneders praktik på 7-kanten og sit arbejde med stykket er han allerede godt i gang med at blive integreret.
“Jeg bor i Danmark nu, jeg skal lære dansk og arbejde på dansk,” slår han fast, og han har mange fremtidsplaner:
“Næste år skal jeg måske være med til sommerspillet. Jeg vil gerne lave film, men først skal folk kende mig. Jeg er frisk på at lave teater, jeg har lyst til det og håber, at om et år kan det blive til et rigtigt arbejde. Det stresser mig med kravene til flygtninge. Det giver ikke mening at lave praktik i et fiskefirma, når man er uddannet dramatiker. Det er bedre, jeg laver et teaterkursus.”

Fajar kalder ikke sit teaterstykke for et integrationsprojekt, men han har sørget for at invitere Inger Støjberg:
“Jeg håber, at en masse beslutningstagere og danskere kommer - de er kilden til vores succes,” siger Fajar Slou.

Stykket opføres én gang, på Smedeværkstedet i Varde, Vestervold 11B, på lørdag den 13. august klokken 14-15, og der er gratis adgang.

Et uddrag blev opført i marts på integrationsdagen. Hovedpersonen i stykket, Omar, mister sin kone og datter under flugten fra Syrien. Foto: 7-kanten