Fortsæt til indhold

DcH Vojens skriver historie

Hundeførerforeningen i Vojens inviterer til indvielse af nyt klubhus og handicapvenlig træningsplads lørdag den 27. august

Arkiv
Mette Henriksen

Når DcH Vojens civile Hundeførerforening indvier sit nye klubhus og en ny handicapvenlig træningsplads lørdag den 27. august, så skriver klubben faktisk historie.
“Så vidt jeg ved, så er vi de første i DcH regi, som får anlagt en handicapvenlig træningsplads. Så det er vi da stolte over,” fortæller formand for DcH Vojens, Frede Pedersen.
“Handicap træningspladsen er et 450 kvadratmeter stort flisebelagt areal, hvor der vil kunne tilbydes hundetræning for bevægelseshæmmede og kørestolsbrugere. Fra pladsen er der desuden fast belægning til klubhuset og toilet, så uden videre kan komme til og fra,” tilføjer han.
Det er i det hele taget imponerende, hvad klubben har fået stablet på benene for små penge. Det stramme budget har nemlig gjort, at de frivillige har været nød til at være kreative.
“Alt i alt har vi brugt under 40.000 kroner på udvidelsen. Vi har fået et tilskud af Haderslev Kommune på 25.000 kroner,” fortæller formanden.
“For dem, som ikke kender os, så kan jeg fortælle, at vi tidligere slet ikke havde noget klubhus. Det har vi fået nu fire år efter at klubben så dagens lys her på matriklen, og det er bygget af to gamle skurvogne, som vi har sat sammen og forbundet med et fælles tag. Inventaret er rengjort og delvis istandsat, så nu har vi et tag over hovedet, og det vil vi rigtig gerne vise frem i forbindelse med indvielsen, “ tilføjer formanden, som håber at rigtig mange - hundeejere eller ej - vil kigge forbi Overgårdsvej 25 i Vojens lørdag den 27. august fra klokken 14. Snoren klippes af Landsformand for Danmarks civile Hundeførerforening, Torben Ipsen, klokken 14.30, og der er i det hele taget lagt op til en hyggelig eftermiddag. “Tag familien og selvfølgelig hunden med, og gå en runde på flisepladsen, hvor vi stiller en let rally bane op til forskellige øvelser.” DcH Vojens er vært for kaffe og kage, og der er mulighed for at købe forfriskelser og grillpølser. Af hensyn til kage ønskes tilmelding inden den 15. august på tlf. 6138 6996 eller på mail fp1499@bbsyd.dk