Fortsæt til indhold

Fair at rejsetiden er længere

Arkiv
Emil Hermann

Bytrafik Lars Havelund (K), medlem af by- og kulturudvalget, synes det er rimeligt, at køretiden er forlænget med mindst fem minutter på nogle busruter, da også bilisterne er udsat for køer og ventetid.

“Det er fair, da vi alle sammen skal være her i letbanens byggeperiode. Det skal ikke kun være muligt at færdes i bus, da vi har en by, hvor bilister også har ærinder i centrum,” lyder det fra den konservative byrådspolitiker.

Lars Havelund var selv med til at stemme det forslag igennem i by- og kulturudvalget, som fra 7. august giver bilister mulighed for køre på den indsnævrede Østre Stationsvej. Også Venstre, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti sikrede et klart flertal.

“I det helt gamle oplæg, der blev lagt frem, da byrådet besluttede opførelsen af letbanen, skulle både Vestre- og Østre Stationsvej have været lukket for biler i forbindelse med graveriet. Men det ville vi simpelthen ikke gå med til, og heldigvis kom det ikke til at ske, “ lyder det fra Lars Havelund.
By- og Kulturudvalget forsøger ihærdigt at løse udfordringer i trafikken i Odense, ind til letbanen sættes i drift i 2020.

“Vi kigger på kødannelser og øget transporttid. I vores handleplan prøver vi at finde frem til de bedste løsninger for vores biler, busser, cyklister og gående,” siger Lars Havelund.