Borgmesteren er arrogant
Trods indsigelser støtter borgmesteren planerne for Posthusgrunden. Det ærgrer Torben Elsig-Pedersen
Vejle Kommune har i høringsfasen modtaget en lang række indsigelser mod planen for posthusgrunden, hvor kommunen vil bygge lejligheder, butikker og en stor p-plads.
En del af indsigelserne er rettet mod nedrivningen af den 100 år gamle Godsbanebygning. Bygningen er søgt fredet, og byrådsmedlem Torben Elsig-Pedersen (RV) mener derfor, at planerne bør sættes på standby.
“Det er jo en stor indikation af, at den bygning har en kulturhistorisk værdi. I det mindste bør det flertal, der ønsker det her projekt i byrådet, inklusiv borgmesteren, lytte til at den (Godsbanebygningen, red.) nu er indstillet til fredning og vente på, at sagen er afgjort. Det andet, det syntes jeg faktisk er lidt arrogant,” siger Torben Elsig-Pedersen.
Ændrer ikke holdning
Antallet af indsigelser mod blandt andet nedrivningen af Godsbanebygningen kommer ikke bag på Torben Elsig-Pedersen.
“Det er rigtig mange, og det også forventet, fordi de planer, der er lagt frem, ligger langt fra, hvad mange borgere ønsker på det område,” siger han.
De mange indsigelser ændrer ikke på borgmester Arne Sigtenbjerggaards (V) holdning til projektet.
“Der er jo massere indsigelser mod alt. Det var der også mod vindmøllerne, og det var der også i sin tid, da man lavede gågaden i Vejle,” siger han.
Han tror og håber på, at borgerne i Vejle på sigt vil kunne se det fornuftige i projektet på Posthusgrunden:
“Når jeg som borgmester går fuldt og helt ind for den her plan, så er det med en helt klar tro på, at folk i fremtiden vil sige: Det var det rigtige,” siger han.